Vi Glæder Os! Del 4 af 6


THE ROCKY HORROR SHOW

Handler om:

Oprindeligt en musical skrevet i 1973 af Richard O’Brien, der blev filmatiseret i 1975, desværre uden stor succes. Langsomt er det dog lykkedes den snart 44 år gamle film ’The Rocky Horror Picture Show’ at opnå kultstatus. De faste tilskuere og tilbedere klæder sig ud som karaktererne og udøver ritualer med vandpistoler og konfetti til hver visning. Historien handler om et ungt par, hvis bil bryder sammen, og de er nu nødt til at bede om hjælp hos den mystiske og bizarre Dr. Frank-N-Furter, der i bedste Frankenstein-stil har skabt monstret Rocky Horror.

Du skal glæde dig fordi:

’The Rocky Horror Show’ er ikke bare en forestilling, men et fænomen der udfordrer og leger med den gængse forståelse af køn og seksualitet. Forestillingen er et samarbejde mellem Odense Teater og Aarhus Teater, der netop har fået renoveret Store Scene. Der er dermed en oplagt mulighed for at give den fuld gas på teknikken. Den skøre videnskabsmand dr. Frank-N-Furter skal spilles af Aarhus Teaters egen Jacob Madsen Kvols, som tidligere i sæsonen har medvirket i ’Revolution’ og ’Den uendelige historie’. Der er lagt op til en eksplosiv og spændende oplevelse med livemusik arrangeret af kapelmester Jens Helleman og scenografi designet af Ida Marie Ellekilde. Udsigterne til ’The Rocky Horror Show’ virker lovende, og det bliver spændende at se, om Aarhus Teater formår at indfri de tårnhøje forventninger.



Premiere: 3. maj 2019

Foto: Per Arnesen

Se mere her: Aarhus Teater