Anmeldelse: Den hellige nat


Af Ditte Amalie Greve Bichel

Ude i de nybyggede lokaler på Aarhus Ø, med udsigt over Aarhus havn, gemmer Teatret Gruppe 38 på en herlig lille perle af en forestilling.

Udover den bjergtagende udsigt, er det også en imponerende konstruktion af et stillads, som publikum får lov til at klatre op på inde i salen. Vi bevæger os op i højden af en trappe og indtager side om side de lange træbænke, som er placeret på tre ud af stilladsets i alt fire sider. den fjerde side svæver Bodil Alling i publikumshøjde, i hvad der minder om en stor og luftig hvid sky. I midten under os, tegner der sig et stort og mørkt tomrum.

På 45 minutter udfoldes juleevangeliet og historien om Jesu fødsel, indledt af en humoristisk udgave af verdens opståen og arternes oprindelse.

Det hele ledes godt på vej af Bodil Allings rolle som fortæller og de lysende objekter, som langsomt kommer til syne i mørket. Vi møder blandt andet en dinosaur, de tre vise mænds karavane, en flyvende supermand og meget mere. Objekternes glød er tilpas svag til, at det omgivende mørkes hemmeligheder ikke afsløres. Ved hjælp af sortklædte objektførere opretholdes illusionen om, at de små lysende genstande rent faktisk flyver rundt lige under os. Det er imponerende, hvordan en så håndholdt udførsel kan skabe så poetisk et resultat, som kan tryllebinde både børn og voksne.

Bodil Alling har en helt speciel tilstedeværelse i rummet. Hun er forestillingens skytsengel, som holder et vågent øje med historiens gang og kærligt kommer med opmuntringer til Josef og Maria i deres søgen efter ly for natten.

Hendes fortælling er nærværende og effektfuld, godt understøttet af Søren Søndbergs underlæggende livemusik. ’Den hellige nat’ er ulig noget, jeg før har oplevet. Alle mine sanser bliver stimuleret – selv min smags- og lugtesans idet kejser Herodes soldater deler nybagte småkagemænd ud. Kombinationen af leg med lys versus mørke, musikkens klang, Bodils beroligende fortællerstemme og de mange finurlige visuelle elementer fylder salen med en stemning af vaskeægte julehygge.

’Den hellige nat’ er alt det, som teater skal være og er med til at understrege scenekunstens eksistensberettigelse. Forestillingen er en magisk lille tidslomme midt i den travle juletid, et meditativt åndehul fra al juleshoppingens trængsel og alarm.

Hvem: Teatret Gruppe 38
Hvor: Aarhus Ø
Hvornår: 24. nov – 18. dec 2019
Foto: Christoffer Brekne