Af Anna Cæcilie Sørensen
Der er ikke nok unge til at passe på de gamle. Og ikke nok med at de unge skal passe på de gamle, så skal de også lige nå at redde vores jord. Forsknings og Undervisningsministeriets Center for Kaos og Disruption eller ‘FUCKD’ har dog lavet et lynkursus med 5 trin, så vi alle sammen kan blive klogere. Trinene er halv-vanvittige, men ganske fornuftige. FUCKD vil lære sit publikum at gøre oprør. Vi har brug for oprør – har vi egentlig ikke altid det?
Rune Vadstrøm Andersen er instruktøren bag og står selv på scenen sammen med Alfred Hall Von Kriegbaum, Sónia Matos og Signild Elisabeth. Der balanceres på borde, stole, gynger og mennesker. Jeg har ikke synderlig forstand på akrobatik, men for pokker hvor er det fascinerende og altopslugende at iagttage. Der er flere gange, hvor publikum må holde vejret i spændning og benovelse. Flere gange bliver der også både nikket og smilet. De fire akrobater kan hver især noget særligt med deres mimik, og sammen smeltes de om til imponerende øjebliks skulpturer.
Iført elefanthuer, mavebluser og fuckfingre er vi nået til endnu et trin. Der bliver sagt “fuck” fantastisk mange gange, og selvom jeg ikke når at få alle ordene med under den fælles rap, så fungerer det ret godt. Under sidste trin får vi at vide at; “man skal følge sine drømme…det gør alle andre alligevel”. Et fint råd, der bliver forvandlet til en stikpille, der bliver til noget jeg ikke lige glemmer foreløbig.
Forestillingen varer 45 minutter og hvis du har dårlige nerver, så kan det godt være du skal tage en ven i hånden. Musik og lydtapet er intenst, og måske en anelse rodet engang imellem, men hele ideen bag forestillingen vejer op for det. Det er nemlig en ret genial idé og vi kan alle sammen have brug for et lynkursus engang imellem. FUCKD er en forestilling der hele tiden bevæger sig mellem humoren og alvoren. Det er sjovt, når der bliver kæmpet aggressivt med rollespilssværd, og foruroligende når der flyver plastik rundt i luften. Det er ikke let at være ung i dag, men det er heldigvis stadig let at sætte sig ned blandt publikum.
Hvem: DYNAMO
Hvor: Odense C
Hvornår: 22. – 25. sep. 2022
Foto: Cosmin Cirstea