Af Lea Nelhorf
Historien om den unge Hamlet har vi set en milliard gange. Hans ord om at være eller ikke er på mange måder ligesom en sang, man ikke har hørt længe, men sagtens kan synge med på. I Mungo Parks version har Hamlet fået helt nye klange og toner, der frisker fortællingen op og giver den nyt liv.
Fra første scene er jeg bidt af det melankolske og tragiske Shakespeare-univers, der selvom scenografien er sparsom, formår at holde sig i takt med fortællingens tid. Jeg føler, at jeg er der og giver mig hen til at være i 14-1500-tallets Danmark de næste to timer.
Hamlet spilles skiftevis igennem spilleperioden af Christine Albeck Børge og Maike Bahnsen. Først nævntes præstation var jeg publikum til, og gang på gang blev jeg imponeret af Christines helt igennem fantastiske evne til at være i ét med en så avanceret karakter.
I en verden med hemmelige alliancer, død og tragedie er Hamlets reaktion vanvid og hævn, og hvad end vi hører og ser til Christine Albeck Børges Hamlet, er jeg fanget. Om det så er alvorlige selvdestruktive tankers monolog, vanviddets indtog eller hævngerrige slåskampe. Jeg tror på, at hun er Hamlet, og jeg føler hans smerte, og jeg griner af hans til tider komiske replikker.
Hendes androgyne look giver på mange måder figuren Hamlet mange flere facetter at lege med og passer perfekt ind i den originale Shakespeare stil med drys af det moderne teater.
Ensemblets sammenspil er eminent, og der er intet at sætte på det. Jeg er draget af hver og en. Jeg begynder helt at holde af de her mennesker på scenen, og selvom jeg jo godt ved, hvordan enhver tragedie ender, bliver jeg alligevel enormt rørt.
Den enkelte og rolige scenografi giver plads til spillerne, lysets smukke sceneriske billeder og Shakespeares fænomenale ord som, selvom sproget er gammeldags, virker det rystende nært og nutidigt.
Det bagerste af scenen danner hjem for musikken – for bandet, som her også er ensemblet. De kan det hele og spiller alt fra bløde jazz-toner til voldsomme rock-toner som underlægning til handlingen og til spillernes sange. Sange og musik der skaber dynamik i fortællingen og fortællestilen og holder historien interessant.
Jeg vil også fremhæve forestillingens pædagogiske måde at forklare de indviklede alliancer ude i verden ved hjælp af et par glaskander, glas og et gråt slips og deres slåskampe og drab helt uden fysisk kontakt. Det virker enormt stærkt. Det havde på ingen måde været troværdigt uden spillernes gode timing, geniale skuespil og deres helt magnifique sammenspil.
Tragedien eller sørgespillet bliver i illusionen på scenen sandfærdig. Den bliver virkelighed for en stund.
Så virkelig at den kolde luft udenfor efter stykket bare er lidt mere værdsat end før. For det er en hård historie, og den kommer virkelig til sin ret i Mungo Parks opsætning. Den er intens som bare fanden og bør kunne få selv den største Shakespeare-skeptiker med på vognen. Gør dig klar til en kulturoplevelse i særklasse!
Hvem: Mungo Park
Hvor: Allerød og Frederiksberg
Hvornår: 5.-22. april på Mungo Park samt på Betty Nansen fra 27. april – 19. maj 2017
Foto: Peter Boel