Anmeldelse: Lampedusa


Af Lea Nelhorf 
‘Lampedusa’ er en rystende vigtig historie og aktuel forestilling om flygtninge, og en forestilling alle burde se. Jeg mener virkelig alle, høj som lav, gammel som ung, kulturel eller ikke kulturel. Jeg mener alle.

Vi sidder i en rundkreds og kan høre det larmende sorte hav. Der er mørkt, og de to hovedpersoner sidder i midten på hver sin side. Også en del af rundkredsen og derfor også en del af os. Helt almindelige dødelige skabninger. Vi er en del af historien.

Vi møder den italienske sømand Stefano på øen Lampedusa, og vi møder englænderen Denice, der studerer, arbejder hårdt ved et kviklånsfirma og kæmper for at få den rette støtte til sin syge mor.

Disse to personer skildrer hver især deres del af Europa. De skildres af de to skuespillere Rosa Sand Michelsen og Jesper Hyldegaard med god balance, ironisk sans, sårbarhed og afmagt. Jeg tror på, at de to mennesker er rigtige mennesker.

Karakteren Stefano er sømand, men da der er flere menneskelig i havet omkring øen end fisk, ernærer han sig ved indsamle alle de kæntrede flygtninge. Alle dem der kommer med håb og drømme.

Han fortæller historier fra ”den blå ørken”, som han kalder Middelhavet, og vi hører om alt fra både der kæntrer få 100 meter fra land, til beretninger om at børnene intet vejer.

Jeg tror virkelig på, at den mand der står lige ved siden af mig her i rundkredsen har stået i de her forfærdelige situationer. Jeg tror på, at hans hverdag består af at fiske lig op. Mennesker og børn. Rådne og ikke rådne. Han spiller sin rolle til perfektion.

Karakteren Denice fra England er hende vi vestlige europæere skal spejle os i. For hvor har vi egentlig ikke noget at brokke os over?

Konstant bekymrer vi os om ting, der er bagateller i forhold til, hvad der sker andre steder i den selv samme verden. Denice bakser med at få de manglende point til at få den ekstra finansielle støtte til sin mor, og hun bakser med sit knap så fede job.

Absurd klager hun over, hendes mor ikke er syg nok til at få hjælp. Systemet, magten og staten spænder ben for hendes lykke, og systemet på Lampedusa vil bare lade folk ude i vandet dø.

Jeg tror på deres historier og beretninger, og vi er så tæt på dem, at vi kan se deres tårer og deres triste blikke.

Anders Lustgartens tekst er intet mindre end fantastisk og skræmmende virkelighedsnær.
De to hovedpersoner har i Lustgartens tekst deres egne hårde vendinger og bruger humor som forsvarsmekanisme for at komme igennem deres meget forskellige liv. Hvilket også især bidrager til vores billede af dem som rigtige mennesker.

Jeg keder mig på intet tidpunkt gennem stykket. Jeg er konstant revet med og glemmer til tider, at det er et teaterstykke, jeg ser.

Verden virker ufattelig tragikomisk og uvirkelig, når jeg bevæger mig ud af den stille sal. Stadig den dag i dag sidder denne her forestilling i mig.

Næstekærlighed er vejen frem. Ingen tvivl om det.

 

Hvem: Husets Teater
Hvor: København V
Hvornår: 12.-26. Januar 2017
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *