Af Sofie Herdorf Krøyer
Et trist eventyr er bedst om vinteren – og et trist eventyr der tungsindigt blotlægger de dybeste destruktive tilbøjeligheder i os alle er præcis, hvad ‘Et Vintereventyr’ er.
Den alvorsfulde håbløshed, der hviler over stykket skrevet af Shakespeare, bevæger sig dybt ind i kroppen på tilskuerne og berører følelser og tendenser, der gemmer sig dybt i os alle; jalousi og hævngerrighed. Stykket kaldes en komedie – og dette ganske passende hen imod slutningen (originalt de sidste to af fem akter), men hovedsageligt kan der vist ikke herske tvivl om stykkets tragiske klangtone.
Dronning Hermione, der bevægende portrætteres af Natalie Madueño beskyldes af sin mand, Kongen, for utroskab med dennes bedste ven. Publikum bevidner kongens besættelse af idéen om bedraget og ser til, mens tvivlen lægger sig som en tung sky over hans tanker og handlinger.
Kongens sygelige jalousi bliver, på trods af råd og forvisning om dronningens uskyld, årsag til adskillelige kæres død. Først alt for sent letter den altoverskyggende mistroiske tåge fra kongens sind, og han må da leve med sin skyld i adskillige år.
Forestillingen er elegant opbygget som en form for rammefortælling således, at vi i første øjeblik befinder os umiddelbart efter dronningens og prinsens død. Derfra udspringer fortællingen af sne. Den minimalistisk scenografi præges af en symmetrisk æstetik og smukt anvendes stærke farver som rød og sort som kontraster til den snehvide scene.
Aldeles stemningsfuldt indgår lyset som supplement til farvernes brydning med det hvide lærred, og begivenhederne spejles nærmest som følge deraf i den mur af glas, der omkranser scenen. Bag denne gennemsigtige mur er karaktererne lukket inde, og alle medvirkende er altså en konstant del af sceneriet. Dermed kan de altså både have funktion som observerende ubevægelige figurer og som virkeliggørelse af tankespind i kongens hoved.
Glasburet står dermed som et muligt symbol på kongens fastholdelse i sine vrangforestillinger – tanker han ikke kan slippe bort fra, selvom de tydeligvis for tilskuerne er pure opspind. Murens opløsning bliver først en realitet, da kongen formår at nedbryde fangeskabet i sit eget sind.
Og netop med denne nedbrydning skifter stemningen hen imod komediegenren; et skift hvis kontrast for mig står en anelse for tydeligt. For i teorien er det en skøn virkning at opbygge al denne vemodige spænding og lade den fylde salen og publikum for derefter at forløse med latter – og det er da en vidunderlig lettelse at få smilet på sine læber efter alle disse horrible hændelser. Men jeg tror, jeg mistede følingen med fortællingen hen mod slutningen, da den nådesløse optimisme tog over – og dog. For på hjerteskærende vis afrundes eventyret. En slutning der risler gennem kroppen så fin og vemodig, som den er.
Natalie Madueño, Ditte Hansen, Esben Smed og Mikkel Arndt udviser alle ualmindeligt stort nærvær og rammer karakterne og deres indbyrdes relationer på en så fin og realistisk måde, at det ikke er til at stå for.
Katrine Wiedemanns forestilling er et fint lille lys i en mørk vintertid.
Hvem: Republique
Hvor: København Ø
Hvornår: 7. jan. – 10. feb. 2017
Foto: Per Morten Abrahamsen