Af Kira Bach Pedersen
Hævn. Afmagt. Desperation. Jalousi. Det Kongelige Teater har kastet sig over en græsk tragedie om universelle følelser, der aldrig går af mode.
Som det ofte ligger til græske tragedier, er det de helt basale menneskelige følelser og reaktioner, vi har med at gøre. Konsekvenserne for de følelser er naturligvis skruede op til 110%.
Midt i orkanen står én kvinde. Medea.
Hun er blevet udvist af Korinth efter trusler mod kongefamilien. Hendes mand Jason har forladt hende til fordel for kongedatteren, og nu sværger hun hævn. En hævn som skal vise sig af have fatale konsekvenser for så vidt kongefamilien som Medeas egen familie.
Hvis jeg ikke passer på, bliver den her anmeldelse hurtigt en stor tilbedelse af Signe Egholm Olsen i rollen som Medea, så hende venter jeg lidt med. Hvis vi i stedet starter med Rasmus Bjerg: Han sørger for en stor del af det komiske islæt som eksmanden Jason, der mener han kan overbevise Medea med tomme floskler, der giver tør latter i salen. Han må betale den ultimative og ganske urimelige pris for hans strategiske valg om af gifte dig med kongedatteren. Den rolle tager Bjerg ganske elegant på sig.
For at fylde Skuespilhusets store scene ud, er skuespillerholdet suppleret med et kor af husmødre i kitsch 80’er-stil med trompetbukser og puddelhår. De bidrager til stemningen som Medeas allierede og styrker fortællingen om kvinder, der nægter at være brikker i en mands spil.
Og nu til selve Medea. Rollen som Medea lægger op til en ren magtdemonstration. Og Signe Egholm Olsen leverer. Hendes raseri flyver ud over scenekanten og om til de bagerste rækker. Hun er uovertruffen både alene og i mødet med andre som kvinden, der bliver nederdrægtigt behandlet og nu vælger at slå tilbage. Og ja, hendes hævn er i traditions tro med græske tragedier komplet ude af proportioner. Egholm præstation af en kvinde, der falder i sindssygens afgrund, er overlegen.
Men vi bliver også nødt til at snakke lidt om scenografi og iscenesættelse. Skuespillerhuset imponerer altid med sin scenografi, og denne gang er ingen undtagelse. Halvdelen af scenen er fyldt af Medeas hjem, en bungalow tæt på realstørrelse, som leder tankerne hen på det amerikanskeudtryk ‘white trash’. Imponerende er det, men efterfølgende forstår jeg stadig ikke, hvorfor iscenesættelsen skal have lige netop 80’erne og fattigdom som omdrejningspunkt. Det er gennemført og et fedt stilistisk udtryk, men der er mange andre paralleller, som ville have givet bedre mening.
Det er de fantastiske skuespilpræstationer og den gennemførte stil, du skal tage ind og se ‘Medea’ for.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København
Hvornår: 11. mar – 10. apr. 2022
Foto: Emilia Therese