Af Carl Sørensen
Shirley Valentine var en kvinde fra Liverpool. Hun har altid været rebelsk, bestemt og til tider firkantet. Indtil hun ikke var det længere. Og heller ikke længere var Shirley Valentine. I stedet blev hun til Shirley Bradshaw, hustru, mor og måske endda kedelig. Hun tager ud og køber ind. Laver mad til hendes mand Joe, altid samme tidspunkt hver dag. Snakker med væggen, bare for at snakke med nogen. Hun er ikke ked af det, men glad er hun i hvert fald ikke. Hun er blevet noget endnu mere farligt. Hun er blevet bekvem.
Shirley Valentine er en klassisk historie om at være modig i en stagneret hverdag. At lære sig selv at kende flere gange igennem livet. Det er en forestilling, der handler om livet på smukkeste vis. I rollen som Shirley er Vivienne McKee, som bringer både humor, ekstase og en vis eftertænksom ærgrelse. Rollen som Shirley Valentine er mangefacetteret, men særligt den livsgnist og gejst som Valentine oplever, bringer McKee virkelig frem. Når hun færdiggører en finurlig punchline føles de ofte endnu stærkere grundet hendes tilstedeværelse.
McKee lever sig tydeligt ind i forestillingens tekst. Den tvivlsomme og forventende glæde, da hendes veninde tilbyder hende en rejse til Grækenland, kommer både til udtryk i humor, tekst og McKees stærke mimik. Jeg endte selv med at drømme om rejser til Grækenland på baggrund af hendes lysende glæde.
Der er så meget perspektiv i forestillingen. Det trygge og hjemlige er tydeligvis også værdifuldt for Shirley, og virker selv for publikum, som en utryg hverdag at forlade, selv med den tydelige utilfredshed, som ellers giver sig til udtryk både direkte og indirekte. Da hun endelig tager springet og derefter genfinder Shirley Valentine, fyldtes jeg selv af en befriende glæde. Selve forestillingen Shirley Valentine og McKees formidling af rollen er simpelthen livsbekræftende. En følelse som tydeligt smittede af på både mig selv og resten af publikum.
Hvem: London Toast Theatre på Teatret ved Sorte Hest
Hvor: København V
Hvornår: 23. April – 14. Maj 2022
Foto: Thomas Petri og Lisbeth Hjort