Anmeldelse: Sort Vand


Af Lea Nelhorf

Vi træder ind i Edisons store sal. Hele scenegulvet er dækket af vand, høje gadelygter tårner højt og flot, og de seks skuespillere står letpåklædte på rad og række. Allerede ved første øjekast forelskes jeg i Christian Albrechtsens scenografi. Den er så enkel, rolig og larmende på samme tid. Det er kort sagt virkelig smukt.

Roland Schimmelpfennigs tekst kommer på alle punkter til sin ret i disse smukke rammer. Den er poetisk, smuk og til tider melankolsk. De seks skuespiller rammer med sårbarhed, frustration og vrede spot on i deres fortælling om, hvordan livet var engang. Og ikke mindst hvordan livet er her og nu, hvor tyve år er gået, siden vi mødte dem for første gang.


Tyve år tidligere mødes de to meget forskellige grupper ved byens friluftsbad, og dén aften bliver godt og grundigt indgraveret i deres bevidsthed. Aftenen bliver magisk, og folk forenes på trods af sociale skel.
Men kan de virkelig forenes i livet? Er det overhovedet muligt?

De ni unge mennesker er fyldt med drømme og idéer for, hvordan de skal klare sig i fremtiden. Sammenhold og team-work må være vejen frem. Men er det virkelig realistisk, når den ene del bor derude, hvor metroen bliver til højbane, og der snakkes alverdens sprog, mens en anden skal være minister ligesom sin far og hans far og hans far og så videre?

Vi konkluderer tyve år senere, at samfundet har to ansigter. Hende der nu arbejder i supermarkedet og stadig bor selv samme sted som dengang, og ham der følger familiens ord om at uddannelse og godt arbejde er vejen til lykke.

Alle de medvirkende er fulde af ydmyg energi og overskud, der kun gør forestillingen mere interessant. Om det så er at danse vildt rundt, kaste sig i vandet eller de stærke ”hooyaaa” råb fra scenen, gør spillestilen det helt fantastisk og lader os aldrig kede os som publikum.

I det sorte vand glimter stjernerne, og ligeledes lyser de seks skuespiller klart og vanvittig smukt op på scenen. Det er nærmest et kunstværk. Et poetisk kunstværk. Smukt som bare fanden.

 

Hvem: Betty Nansens Teatret
Hvor: Frederiksberg C
Hvornår: 21. jan. – 12. feb. 2017
Foto: Karoline Tiara Lieberkind