Anmeldelse: THE FEMALE GAZE – FRAME #4


Af Ditte Amalie Greve Bichel

På Kvindemuseet i Aarhus, som engang husede byens rådhus, udspiller ’THE FEMALE GAZE – FRAME #4’ sig. Forestillingen er en del af et kunstnerisk eksperiment, hvor kvindelige kunstnere undersøger kvinden som fænomen. Som jeg sidder dér, på en sammenklappelig stol af plastik på Kvindernes Internationale Kampdag, er jeg spændt på, om vi nu skal være vidne til en længere moralprædiken. Heldigvis bliver jeg positivt overrasket over den høje grad af humor og selvironi, som er tilstede i forestillingen.

I ’THE FEMALE GAZE’ møder vi Line. Med Lines historiefortælling føres vi gennem et hav af stereotyper og selvbilleder, som nutidens kvinder ligger under for. Herunder prinsessen uden numsehul, den kvindelige rengørings- og udpumpningsmaskine og mandenedlæggeren med stilethæle som våben. Frustrationen er ikke til at tage fejl af og Line når også frem til, at hun ikke vil være med mere. Hun vil ikke længere vurderes, begæres og kasseres af ’manden’, som konsekvent i forestillingen kaldes Lille Jan.

Scenografien fremstår spraglet med billeder, der kan hænges op eller trækkes til siden, korte blondeophæng og en lyserød lænestol. De forskellige kostumer hænger synligt på scenen, hvilket skaber gennemsigtighed og cementerer tematikkens forhold til virkeligheden. De to kvindelige aktører, Stephanie Thomasen og Line Bie Rosenstjerne, når at være iklædt både pink jakkesæt og brune pencilskirts med dertilhørende hvid sweater. Størstedelen af forestillingen spilles dog i røde trusser og en lille top. Den eneste konstante beklædningsdel er de tårnhøje plastikstiletter, som jeg i siddende tilstand får ondt i fødderne af at kigge på.

Et af de fineste aspekter i forestillingen er den kropslige tilstedeværelse. Kvindekroppen er i forestillingen ikke et seksualiseret objekt, men er i stedet blævrende, svedende og klodset, mens den stavrer rundt på alt for høje hæle. Det er en forfriskende repræsentation af min krop, min venindes krop og alle andre kvindelige kroppe, som de fleste kan spejle sig i.

Efter forestillingen falder mine tanker på Camille Rainvilles tekst ’Be a lady they said’, som handler om alle de modstridende krav og idealer kvinder underlægges i dag. Det er ikke svært at trække paralleller til ’THE FEMALE GAZE’ der, i modsætning til førnævnte tekst, behandler det vigtige emne fra et mere humoristisk perspektiv. Vi har heldigvis brug for begge dele og jeg vil stærkt anbefale både kvinder og mænd at tage sig tid til at se forestillingen.

Hvem: Alias Teaterproduktion i samarbejde med Uppercut Danseteater
Hvor: Kvindemuseet, Aarhus C
Hvornår: 8. – 14. marts 2020
Foto: Karoline Lieberkind