Anmeldelse: Torben Toben


    Stjerne2Stjerne2

Af Lea Nelhorf

Har du nogensinde været sur på verden? Har du nogensinde bare drømt om, at du og din bedste ven bare sad på en bakketop med en bajer i hånden? Sådan helt alene. Ingen ville snakke. Ingen ville lave regler. Ingen ville blande sig. Der ville være en hel ubeskrivelig ro. I ville være helt alene.

Sådan har Torben og Frantz det i Line Knutzons absurde og komiske stykke ‘Torben Toben’.

Stykket starter på det store middagsbord med den tunge dug. Rummet er omringet af tunge gardiner. Der på bordet ligger Torben. Han er propmæt. Torben har pludselig, i hans frustrationen og afmagt, fået en enorm appetit. Han har spist hele verden. Alt og alle. Simpelthen.

Denne Torben, der med sine to ben er fuldstændig lige så almindelig som du og jeg, spilles helt formidabelt af Paw Henriksen. Med et nærmest skræmmende rart og forpint ansigt samtidig. Franz, det store brokkehoved særligt når tingene ikke går som han vil, spilles med overbevisning af Kristoffer Helmuth. Begge formår de at levere en sådan præstation, at vi inderligt kan mærke deres varme venskab helt ind i hjertet. Torben vil gøre alt for ham, han vil sågar være bøsse for hans skyld, hvis det skulle være. De to her holder virkelig af hinanden og dét er vanvittig smukt.

Da Povl og Agga, i skikkelse af Lue Støvelbæk og Karoline Brygmann, dukker op, ødelægges tosomheden. Det hele ødelægges. Torben er stopmæt. Franz laver alverdens regler og intet er slet ikke, som det skulle have været. Povl har store og spiddende øjne. Så spiddende at jeg nærmest bliver nervøs for, om de ryger ud af hovedet. Men det fungerer og passer godt til rollen, og forstærker det absurde. Støvelbæk har godt fat i Povls kejtethed samt hans naive tilgang til verden, og fremstår knivskarp i sin rolle. Brygmann spiller den forvirrede Agga med det blanke ansigt og til tider kloge og viljestærke unge kvinde med en fantastisk charme og lune. Sammen er de to især fremragende i deres scene om tiden, hvor de både er legende barnlige og samtidig voksne i selve problematikken; hvad betyder tiden egentlig?

‘Torben Toben’ er en fantastisk sjov, absurd og vidunderlig forestilling, der stikker lidt til vores verdensbillede. For en stund befinder vi os i en skør verden, hvor alt er helt normalt og rygende absurd samtidig. Og det er lige præcis dér i blandingen, at det smukke sker.

Det dygtige cast er betagende og elskelige. Hver og en. De får én til at føle sig velkommen, og så er de ovenikøbet utrolig dygtige til det, de gør. De giver mig en ro i kroppen, så jeg kan give mig hen til det absurde univers. Som jeg i dette tilfælde med nemhed kan leve mig ind i. Det tror jeg også du kan. For har du nogensinde været sur på verden?

 

 

Hvem: Teatret ved Sorte Hest
Hvor: København V
Hvornår: 26. jan. – 10. marts 2018
Foto: Robin Skjoldborg