Af Lea Nelhorf
Vi føres ned i en kælder. Tre smukke kvinder er iklædt gamle mørkeblå togkonduktøruniformer. De byder os velkommen. Vi får en billet med en tegning på. På min er to vinglas. Vi bliver bedt om at stille vores sko, vores tasker, vores eventuelle overtøj og får udleveret et par sorte sokker. Vi placeres i et hyggeligt kælderrum med borde, stole og levende lys. Kvinderne slukker roligt lyset og bliver vores øjne i mørket. Rummet er kulsort. Vi skilles fra hinanden. Vi går med hænderne på skuldrene af folk, vi ikke kender. Vi placeres på en stol hver. Med et føles det som om, vi er alene. Helt alene i mørket.
I mørket høres et gammelt damptog. Længe er det, det eneste vi hører. Så begynder en dyb mandlig stemme at snakke. Han er ikke et menneske, du vil være alene med. Og da slet ikke i et helt mørkt et af slagsen. Han er dyster og brutal. Han er frygtindgydende og kender ikke til empati. Han er farlig at være i nærheden af. Og han griner af hans egen hensynsløshed. Denne mand leger med folk. Alene af den grund, at han mener, at han har ret til det.
Han er provokerende som bare fanden. Han taler grimt om folk, vader foran i køen, er psykisk manipulerende, er et forfærdeligt menneske overfor hans kone, lyver, generaliserer og truer en stakkels kvinde på vaskeriet til seksuelle ydelser, fordi pletten jo kun næsten er gået væk. Det har han jo ret til. Denne mand spilles af Martin Ammundsen uhyggeligt overbevisende. Han formår at skabe en dundrende utryghed og aktiverer vores forsvarsmekanismer. Nogle scener vil vi slet ikke høre eller se for vores indre blik. Vi vil slet ikke se hans ansigt.
Forestillingen spiller i komplet mørke, med undtagelse af en enkel kort pause i lys. Vi bliver også ført ud på en masse vaklen rundt i forskellige rum, der for mig desværre bliver en kende unødvendigt. Det afbryder intensiteten, og jeg synes, det er hamrende ærgerligt. Samtidig forstår jeg heller ikke, hvorfor det er, at vi opholder os i et tog. Hvad er meningen med det, udover et stemningsfuldt lydspor? Hvorfor har min udleverede billet, med to vinglas på, ikke mere betydning, end at den bestemmer, hvor jeg skal stå? Og hvorfor skal vi spise tapas?
Når det så er sagt, så er jeg er vanvittig vild med idéen. At opleve en så forfærdelig og provokerende mand i mørke aktiverer virkelig ens fantasi. Man forestiller sig billeder, man ikke troede var mulige at forestille sig. Det er skræmmende og ubehageligt. Man forestiller sig det værste og får i nogle situationer lyst til at løbe skrigende væk. Det her er decideret ondskab. Det er voldsomt, og det er på randen til ulideligt. Men det er eksperimentende og nytænkende. Det er spirende scenekunst, og det er med garanti ikke noget, du har oplevet før.
Hvem: Teater Lux
Hvor: Basement, København V
Hvornår: 31. maj — 03. juni 2018
Foto: PR foto