Scene Nyt: Amager Børneteaterfestival 2019


I skolernes efterårsferie afholdes den tiende udgave af Amager Børneteaterfestival. Festivalen består af en samling forestillinger målrettet børn fra diverse teaterkompagnier og som spænder vidt i både aldersregi og format. Listen af oplevelserne inkluderer dukketeater, cirkus, massere musik, en fri fortolkning af H.C. Andersens ’Fyrtøjet’ og endog en eksistentialistisk forestilling om hvad kærlighed er for en størrelse.

De faste teatergængere vil måske genkende et udvalg af forestillingerne, der før har spillet rundt omkring på landets scener, og der er da også udplukket et bredt udvalg af genre, som kan underholde de mindste og – hvis alt går vel – deres forældre. I kan eksempelvis komme med til den afrikanske savanne eller ud i rummet med ingen ringere end selveste Søren Kirkegaard.

Hvis I savner noget at fordrive efterårsferien med, kan I altså tage de mindste i hånden og opsøge en eller flere af øens institutioner, der ligger huse til festivalen. Teaterfestivalen løber af stablen fra den 12. – 19. oktober og foregår på Amager, hvor der i øvrigt ellers kun er et begrænset udvalg scenekunst at finde.

Billetterne koster 40 kr. per styk uanset alder og forestilling. Dertil kan man bl.a. tilkøbe workshops og fællesspisning ved udvalgte arrangementer.

Se programmet her

Illustration: Maja Mott