Anmeldelse: Moulin Rouge

Som publikum til musicalen Moulin Rouge træder du ind i en verden, som minder mere om et show i Las Vegas end en cabaret i Paris. Musicalen er storladen og eksplosiv i sin musik, dans og sceneshow, præcis som Baz Luhrmanns oscarvindende film af samme navn fra 2001. Scenen er sat på Montmartres dekadente, men dybt forgældede klub La Moulin Rouge. Her springer champagnepropperne, falske diamanter klirer, og festen virker endeløs

Rasmus Bjerg byder i rollen som falleret natklubejer publikum velkommen til Paris i tiden under La Belle Époque. Tiden er dog knap så skøn – kvarteret Montmartre er ikke endnu en hip turistattraktion, men et nedslidt tilholdssted for byens skæve eksistenser. Moulin Rouge forsøger til dels at tage livtag med bohemelivets skyggesider, men på trods af forestillingens alvorlige emner savner historien efter min mening en nerve.

Historiens bankende hjerte er den tragiske forelskelse mellem cabaret-stjernen Satine (Sara Viktoria Bjerregaard) og poeten Christian (Silas Holst). For mig druknede de store følelser desværre i musicalens høje tempo, og jeg havde svært ved rigtig at mærke intensiteten i kærlighedshistorien. Derimod stod maleren Toulouse-Lautrec, spillet af Laus Høybye, som et følelsesmæssigt centrum i musicalen. Høybye leverede solid underholdning samtidig med, at jeg kunne mærke karakterens stille ensomhed.

Moulin Rouge er en såkaldt jukebox musical, hvilket vil sige, at musikken består af kendte sange, som er flettet ind i hinanden på kryds og tværs. Ensemblet synger og spiller sig igennem mere end 70 forskellige melodier. Det er et rent maraton, som kræver at alt er gennemtænkt ned til mindste detalje. Til en start er det underholdende med et genhør med velkendte hits, men for mig føltes det for ensformigt og en anelse uinspirerende i længden. Et højdepunkt var dog Sara Victoria Bjerregaards indadvendte, skrøbelige og tekstnære fortolkning af Katy Perrys ellers frembrusende sang Firework.

Moulin Rouge er parisisk bohemeliv på steroider tilsat tidens største pop-hits og et vildt sceneshow. Efter min opfattelse har musicalen visse ligheder med Netflix’ populære serie ‘Emily in Paris’ – musicalen er underholdende og det er kitsch.