Af Anna Cæcilie Sørensen
Første gang jeg var i Cirkus Arena, var med min morfar. Det var i midten 90’erne og alting virkede helt enormt og magisk. Da jeg træder ind i det store telt, bliver jeg ramt af en uforklarlig følelse af at være hjemme. Min søster bliver ramt af høfeber. Vi hviner begge af spænding og begejstring. Det er premiereaften, og alle kender alle. I cirkusverdenen er allesammen i familie. Det vrimler med børn, bedsteforældre og lysende plastik. En god duft af savsmuld og popcorn. Folk er glade, for nu skal de underholdes.
Men der er sket noget. Cirkus er ikke længere et talentshow, et sted hvor vi skal underholdes. Cirkus er blevet en fortælling, et lille eventyr og konferencier Motor Mille holder os i hånden. Hun tager os med på en rejse og op under stjernerne. Minder os om, at vi kan gøre hvad vi vil. Børnene er trygge ved hende, og svarer hende trofast, når hun spørger om hjælp. Børnene er lige så stor del af aftenens underholdning.
Forestillingen starter med et trylleshow, og jeg er ude af stand til at forstå, hvad der sker. Men sådan er det jo også med trylleri, du skal ikke kunne gennemskue det lige med det samme. Kris Kremo følger trop, og er vel nok verdens mest charmerende og elegante jonglør. En vaskeægte gentleman. Publikum oser af respekt for artisterne, der ofte med livet som indsats viser os deres talent.
Cirkuseventyret har flere fine budskaber: Du skal drømme, og du skal øve dig – for du kan, hvad du vil. Og publikums hjerter smelter, da den lille Berdino-cirkusprinsesse træder ind i arenaen med de små ponyer, der straks begynder at løber rundt i ring. “Ih” og “åh” siger forældrene og små børnedrømme begynder at boble.
I pausen siger en lille pige til sin far: “Far, jeg vil gerne være ligesom hende der med hestene”. Pigens far får vist ikke tænkt sig grundigt om, før han siger; “så skal du nok begynde at øve dig..”. Sætningen giver bagslag, da pigen siger: “ja okay, det vil jeg gerne”. Så siger faren pludselig ikke mere.
Hvor er det fantastisk, at cirkus kan give børn lyst til at følge deres drømme, det kan jeg godt lide. Også selvom det er dyre drømme. Drømme der kræver en del mere end bare blod, sved og tårer.
En klar publikumsfavorit er Berdino-cirkusprinserne Patrick og Oliver. Deres optræden er proppet med charme og humor. Manegen er deres legeplads, og vi kan se, at de elsker det, de laver. Dejligt med cirkusprinser på slap line.
Da jeg gik i folkeskolen, opstod der pludselig en meget underlige modedille med en snor og en kegle. Ingen i min klasse forstod vist helt, hvad de gik ud på, og ingen blev rigtig god til det. Artisten Pierre Marchand var en af dem, der blev rigtig gode til det. Sådan virkelig god. Så god at publikums hænder begyndte at krampe under forestillingen. Marchand laver et rave-adrenalin-onemanshow iført et vældigt glimmerende jakkesæt og smart frisure. Marchard får diabolo spil til at se skide sejt ud. Hvis børn og bedsteforældre var ved at være trætte hen mod slutningen, så blev de eddermame vækket.
Da jeg var lille, syntes jeg, at elefanterne var fantastiske, men nu som voksen får jeg bare ondt af dem. Jeg mener, at konceptet med elefanter i cirkus er forældet, og intet rigtigt formål har. Behold gravhundene og pause ponyerne. Børn bliver lige så begejstret for gravhunde, der kan hoppe. Cirkus Arena har så mange vanvittige dygtige artister, som sagtens kan bære en hel forestilling alene. Hvorfor skal vi så ikke lære vores børn at vilde dyr, skal være vilde? Når vi nu så gerne vil lære dem, at alle kan hvad de vil.
I Cirkus Arena er de vilde med dans. Vilde med stærke mænd og svævende kvinder. Vilde med talentfulde artister og vilde med publikum. Når du er publikum i cirkus, skal du give dig hen til konceptet. Spille med på legene og slippe dit indre barn løs. Bliv begejstret og hvin når den stærke mand er lige ved at falde. Hep på artisterne. Klap. Sig “wååh” når det hele er ved at gå galt. Klap. Prøv igen. Klap. Grin. Og slap af du er i cirkus!
Hvem: Cirkus Arena
Hvor: Turné i hele landet
Hvornår: 23. marts – 6. august 2017
Foto: Christian Warrer