Anmeldelse: 100 sange


Af Ditte Amalie Greve Bichel

Kender du de øjeblikke, der varer en evighed? Følelsen af at en begivenhed genspilles på nethinden om og om igen? Som en form for udskydelse af det ubehagelige, en måde hvorpå du kan udsætte verdens dårligdom for en stund? Det er denne stemning, der indkapsles i forestillingen ’100 Sange’.

’100 Sange’ handler om de fire skæbnesvangre minutter, der leder op til et terrorangreb på et fyldt tog i morgentrafikken. Det handler om de mennesker, der er på toget, de mennesker, der er vidne til begivenheden, deres historier, oplevelser og den sidste sang de hørte inden livets bratte afslutning. Instruktør Viktor Tjerneld formår gennem arrangementet at formidle den musikalitet, der ligger gemt i tyske Roland Schimmelpfennings tekst og som spiller så godt sammen med forestillingens titel. ’100 Sange’ er i øjenhøjde med publikum. Jeg føler mig hverken talt ned til eller hen over hovedet på, hvilket kan være en svær kunst at mestre i teatret.

Katrine Gjerdings scenografi er enkel og virkningsfuld med grå fortovsfliser og et sort hul i midten af scenen. Kostumerne er også afdæmpede i forskellige nuancer af beige. De scenografiske valg er en fin demonstration af, at minimalisme og ”less is more”-tanken holder stik i visse sammenhænge. Det visuelle univers sætter scenen og understøtter udfoldelsen af fortællingen.

I iscenesættelsen flyder replikker og stemninger ind og ud af hinanden, og danner en genkendelig følelse af morgentrafikkens travlhed. De seks skuespiller spiller et hav af forskellige karakterer både på skift og sammen. Jeg er imponeret over forestillingens dramaturgi, hvor de samme fire minutter gentages, men aldrig fra det samme perspektiv og altid med nye detaljer. På den måde er der hele tiden en vekselvirkning mellem det genkendelige og noget nyt. Det er en fin detalje, at hver af karaktererne har en fysisk gestus, der er karakteristisk for netop denne karakter. På den måde har publikum mulighed for at følge med, selvom forestillingen foregår i et højt tempo.

’100 Sange’ er både sjov og rørende. Publikum inviteres ind i et univers, hvor alle livets aspekter omfavnes, både de gode og de dårlige. Jeg var i hvert fald blæst bagover og jeg er sikker på, at vi kommer til at se meget mere til de seks skuespiltalenter i fremtiden.

Hvem: Aarhus Teater og Den Danske Scenekunstskole
Hvor: Aarhus C og København
Hvornår: 8. – 29. maj og 5.-9. juni 2021
Foto: Rumle Skafte