Af Marie Vernegreen Christensen
’Tænk sig at sidde fast i en elevator! Bare tanken om det…puha!’ udbryder en kvinde blandt publikum i pausen. Hun italesætter hermed den klaustrofobiske frygt, som ligger til grund for Svalegangens genåbningsforestilling.
To mænd i jakkesæt træder ind i en elevator. De er professionelle, de er stive i betrækket, og de er begge på vej mod 85. etage. De ser i stilhed lige ud i luften, indtil elevatoren med bulder, hvin og lyseffekter sætter sig fast. Først her kommer de for alvor på prøve – en prøve der ender fatalt. Men også en prøve som er yderst underholdende, og som viser sig som et herligt samspil mellem Anders Brink Madsen og Holger Østergaard.
Små konkrete ting som lyden af fødder på elevatorens gulv, en dårlig parfume og højtaleren der spiller covernumre i tonerne fra en marimba, udgør de første små irritationsmomenter. Langsomt tager irritationen, desperationen og hadet til hinanden over inde i det lille iltfattige rum. Deres indbyrdes magtforhold veksler, indtil det efter et døgns tid eskalerer med både lort, blod og kvælning.
’Vi kommer til at dø herinde’ siger den ene, da vi nærmer os slutningen. ’Ja’, siger den anden og tilføjer: ’Stakkels ham der skal gøre gerningsstedet rent’. Det er et glimrende eksempel på den tragikomiske tone, som præger forestillingen. At de på Kristi Himmelfarts dag skulle fare til himmels – eller nærmere betegnet 85. etage – og ende med at gå i stå på vejen, er endnu et ironisk eksempel.
Mellem os og de to mænd i elevatoren befinder sig en fiktiv kvindelig karakter, som præsenterer sig som forfatteren til stykket. Hun kan både se og henvende sig til os og samtidig bryde ind i stykket og styre slagets gang. Hun metakommunikerer forestillingen for os og er fuld af eksistentielle tanker og filosofiske betragtninger. Hendes indledende fokus er kapitalismen. Ja, KAPITALISMEN. Et stort, fluffy… og nå ja…temmelig negativladet begreb. I stedet for blot at tale om kapitalisme vil hun vise os det. For der skal i virkeligheden ikke mere end to mænd i en elevator til at vise os, hvad kapitalisme er.
Jeg er vild med tanken om at gøre kapitalismen konkret – at lade den udspille sig for vores øjne på en barsk, komisk og vanvittig måde. Og jeg er egentlig også vild med idéen om at metakommunikere og få fyldt publikums hjerner med filosofiske tanker, men til sidst bliver det for meget. Efter den i forvejen lidt langtrukne slutning på de to mænds elevatormisere kommer den kvindelige forfatter ind på scenen iført stort fe-kostume. Jeg er klar over, at der er en dybere mening med kostumet, baggrundsbillederne af skyer og den hellige stemning, men jeg er allerede så fyldt af dybe tanker og indtryk, at det simpelthen kommer til at virke malplaceret for mig. Jeg kan heller ikke rumme hendes historie om sin far og hendes frygt for tiden. Jeg er mættet.
En tragikomisk kapitalismeforestilling med gode skuespilpræstationer af et underholdende makkerpar, vigtige budskaber og masser af filosofiske betragtninger at tænke videre over. Dog kan de mange betragtninger virke både langtrukne, abstrakte og svære at rumme. I hvert fald efter 150 minutter.
Hvem: Teatret Svalegangen
Hvor: Aarhus
Hvornår: 6.- 20. maj 2021
Foto: Montgomery