Anmeldelse: 1984


Af Anna Cæcilie Sørensen

Den mørke scene ser næsten truende ud. Fyldt med hemmeligheder og smerte. En labyrint af glaskasser og en tåget atmosfære. Man skal ikke føle sig alt for godt tilpas i ‘1984’. Alt er gråt og beige. Mennesker fordamper og forsvinder. Sandheder er blevet til løgne og hverdagen uhyggelig.

“Frihed er slaveri” og “Krig er fred” bliver der råbt, under den daglige vanvidsrutine. Teleskærmen i kvindeform bevæger sig glidende og mekanisk rundt i labyrinten, og gør alle utrygge. ‘Big Brother’ ser alt, hører alt og kan alt. Det er øjet, der aldrig lukker, blinker eller rævesover. Befolkningen er fanget i et limbo og nærmest gentager den samme dag igen og igen. Stå op, gå på job, og hold op med at tænke selv. Dagene går og menneskerne glemmer, hvordan de er mennesker.

‘1984’ er George Orwells mesterværk om en dystopisk verden hvor ‘Big Brother’ har magten og ægte kærlighed og frie tanker er forbudt. Bag forestillingen står Julie Maj Jakobsen og iscenesættelsen af Camilla Sieling Langdal. ‘1984’ på Odense Teater er dyster, dramatisk og uhyggelig tankevækkende.  Der er mange fortællende og forklarende enetaler i først akt, og der er momenter, hvor det bliver lidt langtrukkent. Der bliver snakket så meget, at skuespillernes bevægelser kommer som en overraskelse. Men ikke desto mindre er forestillingen en anbefalelsesværdig oplevelse, der sætter tankerne i gang for både unge og gammel.

Niels Skovgaard Andersen spiller den fortvivlede hovedperson Winston Smith, og det gør han virkelig fremragende. Det er frygteligt at se ham lide, men også ret betagende. Winston arbejder for ‘Ministeriet for Sandhed’ og selvom det lyder lovende, så er han overbevidst om, at der er noget galt. Han ved at fortiden findes og insisterer på, at finde den ægte sandhed. Da han møder den unge Julia, som spilles af Cecilie Gerberg, vågner han for alvor op. Sammen bliver de forelskede tankeforbrydere, og bliver enige om, at de leder efter svar – men hvor skal man lede, når man ikke kan stole på nogen? Og kan man overhovedet stole på hinanden? Kan man overhovedet stole på sig selv?

Andet akt er fyldt med had, bunkevis smerte og vanvittigt vanvid. Nu er snak blevet til handling og Winston og Julia må tage konsekvenserne af deres oprør. Selvom ‘1984’ er en fiktiv historie fra 1949, så er den også tankevækkende i 2023. Vi overvåges og bombarderes. Overalt og hele tiden.

Winston spørger “hvorfor?” Og svaret er “magt”. Det hele handler om magt. Og magt gør mennesker sindssyge. Så hvis du endnu ikke er bange for Big Brother, så tag ind og oplev ‘1984’.

Hvem: Odense Teater
Hvor: Odense C
Hvornår: 26. jan. – 28. feb. 2023
Foto: Emilia Therese