Af Anna Cæcilie Sørensen
Den store lysekrone hænger og blærer sig. Muserne smiler. De guldbelagte udskæringer skinner. Malerierne danser i lysglimtene. Publikum venter i spænding, og jeg føler mig enormt ’underdressed’ i forhold til den store gamle scene. Det store tunge bordeauxfarvede tæppe forsvinder, og fortællingen brager af sted. En flodbølge af musik. En stormflod af noder. Et hav af pergamenter. En symfoni af vidunder. Det er storslået og uhyggeligt.
På scenen står Søren Sætter-Lassen som spiller Salieri. En mand så opslugt af jalousi, at han er blevet vanvittig. Gal og alligevel fyldt til randen med dårlig samvittighed. Det gamle møder det nye og er fuldstændig overvældet, forfærdet og lige ved at skide i bukserne af skræk. Salieri forelsker sig i Mozarts musik, mærker længslen og den guddommelige stemme der flyder gennem den barnlige sjæl. Han kan ikke lade være med at elske monsterets melodi. Simon Bennebjerg spiller Mozart. Det vulgære, barnlige og uforglemmelige musikalske geni. Manden der ikke kan stå stille og som griner af både galskaben og ’snob-tudserne’. Hans manglende situationsfornemmelse er skræmmende og enormt befriende. Ingen kan rigtig forstå ham, og alligevel er han den som er allermest sig selv. De to skuespillere portrætterer de to rivaler fuldstændig fabelagtigt. Det er vidunderligt at være publikum til en sådan pragtpræstation.
Aldrig har jeg set så selvsikker scenekunst. Aldrig har jeg set noget lignende. Jeg var fuldstændig opslugt under hele forestillingen. En kombination af kuldegysninger, store øjne og store smil. Det var smukt og sørgeligt. Komisk og vidunderligt. Pastelfarver der danser rundt på scenen, og de rige der indtager gåsebryster en masse. Pasteleksplosioner, monologer og dialoger der får sindet til blegne.
Brudstykkerne fra Mozarts kunstværker er fænomenale. Musikerne fra Det Kongelige Kapel får deres retmæssige plads på den storslåede scene. Det fine ved forestillingen er, at man ikke behøver at være Mozart-ekspert, opera-fanatiker eller professor i klassisk musik. Måske virker melodierne ikke engang særlig bekendte, måske er det helt nyt for sig. Måske er der en lille klokke der ringer. Uanset hvad, så er Amadeus scenekunst, som du burde opleve. Selve plottet i Amadeus har ikke noget at gøre med Mozarts og Salieris virkelige forhold, men ikke desto mindre er det en virkelig god historie. Om dem der frygter fremskridt, opbrud og nægter at være middelmådig.
Ingen vil glemmes. Mange vil leve evigt, nogen for altid. På bånd, vinyler, cd’er og mp3-filer. Jeg holder vejret under Mozarts ’Requiem’ og er underligt til mode, da jeg cykler hjem. Jeg er overvældet, urolig i kroppen og ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har mest bare lyst til at opleve Amadeus igen.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København K
Hvornår: 18. januar – 17. februar 2019
Foto: Camilla Winther