Af Marie Vernegreen Christensen
Krop. Kød. Klask. Og kærlighed. En Eva og en Adam er sat på scenen for at minde os om, at vi er mennesker. At vi engang opstod fra naturen, ligesom de – i skikkelse af to virkelig adrætte dansere – starter med at vågne fra bunken af blade på scenegulvet. De vågner til alt dét, vi mennesker også i dag går og bakser med. Elskov, passion, løssluppenhed, skam, begrænsninger, blufærdighed, fristelse, frihed og frustration.
De to kroppe udgør alt. De er handlingen og billederne. De er lydene med deres klask og vejrtrækning, og de er scenografien i det mørke rum, som kun assisteres af bladene på gulvet, æbler og brugen af lys. Lyset styrer vores blik og laver blandt andet nærmest closeup-agtige billeder af kroppene. Dette foregår, mens Adam undersøger Evas krop, som var den et stykke kød. Han hiver i hende, trækker i hendes hud og tager godt fat i skindet på hende. Vi kan nærmest selv mærke smerten fra stolerækkerne og bliver herved bevidste om vores egen krop og kødelighed.
Oplevelsen er faktisk ret intens. Det er sitrende og råt. Et par meter fra os bevæger et par fuldstændig splitternøgne kroppe sig. Intet er gemt. De er kun kort iklædt tøj bare for at tage det af igen som for at huske os på nøgenheden. Kropsbehåring, en dinglende penis og en vagina der giver associationer til Courbets maleri ’Verdens oprindelse’, giver en befriende naturlighed, vi sjældent ser på teatret.
Der er grobund for mange associationer. Genkendelige symboler som bladene foran skridtet, de røde æbler og den nøgne mand og kvinde stemmer overens med forestillingens titel. Det ér skam den velkendte bibelske fortælling. Den er ofte blevet fortalt som om, Adam og Eva var to almindelige, civiliserede mennesker, der både kunne tale sammen og rede deres hår. Men mon ikke de i virkeligheden ville have været som vores to dansere her – urmennesker som kommunikerer med kroppen, bevæger sig dyrisk, boltrer sig i blade, undersøger hinanden og spiser voldsomt af æbler, som de samtidig smører sig med – under armene, mellem ballerne og på tæerne.
De vrider sig som slangemennesker og danser med spring, elegance og benene over hovedet. Men da æblerne – eller nærmere fristelsen – kommer ind i billedet fører de til begrænsning og fastlåsthed. Der er masser af tolkninger at gøre sig, masser af stilhed til egne overvejelser og faktisk også masser af relevante indtryk at tage med sig ud i vores kropsfikserede verden efter teaterturen.
Hvem: Granhøj Dans på Teatret Svalegangen
Hvor: Aarhus
Hvornår: 29. aug. – 14. sep. 2019
Foto: Christian Brekne