Anmeldelse: Antigone 2030


Af Kira Bach Pedersen

VELSIGNET ER DEN, HVIS LIV ALDRIG HAR SMAGT ONDT.

Med de ord i baghovedet kan nyfortolkningen af tragedien om Antigone begynde.

Vi har fået udleveret en sten inden forestillingens start. Det bliver hurtigt klart, hvad formålet med den er. Vi er alle nævninge i sagen om Antigone, og stenen er vores stemme om hendes skæbne: frihed eller fængsel på livstid. Nå jo, og så foregår selve forestillingen i intet mindre en en ægte retssal i Frederiksbergs gamle retsbygning. Mere perfekte rammer skal man lede længe efter.

Princippet er simpelt, men det gør det ikke lettere at tage beslutningen. Vi er havnet i et vaskeægte etisk dilemma, og stenen fungerer som en skudsikker måde at sikre sit publikums opmærksomhed på. Jeg tager rollen som nævning på mig og sluger hvert enkelt ord i fortællingen om Antigone, mens jeg overvejer min dom. Endelig er der en konsekvens af at være teatergænger og menneske. Jeg er vild med det.

Og nu til lidt kontekst: Antigone er oprindeligt en græsk tragedie af Sofokles om kvinden, der modsætter sig autoriteterne og i stedet kæmper indædt i en højere sags tjeneste.

I ‘Antigone 2030’ har dramatiker Andreas Garfield nyfortolket tragedien som et retsdrama, men det moralske dilemma forbliver det samme. Året er 2030 og konsekvensen af menneskeskabte klimaforandringer hærger. Men demokratiet er ikke gået nogen vegne. Derfor er kvinden Antigone under anklage i den danske retsstat for terrorisme og planlægning af drab. Justitsministeren forsøger at værne om retstatens værdier og sin egen politiske magt. Antigones historie er en anden: Hun er aktivist og planlægger sine aktioner af ren desperation: For at redde sit barn og kommende generationer mod den overhængende klimakatastrofe.

Indimellem strækkes argumenterne lige langt nok for at skabe en pointe, men det meste af tiden rammer den lige på kornet. Min hjerne kværner løs for at komme frem til en rimelig konklusion på et svært dilemma. For nogen er beslutningen måske nemmere at træffe.

De tre skuespillere skal lige spille sig varme for at få rystet mekanikken af sig. De ophedede vis-a-vis-diskussioner om moral, lovgivning og fremtid og bliver opført meget autentisk. Det intime rum hjælper godt på vej med at skabe en trykket stemning.

I sidste ende er det publikum, der afgør dommen. Jeg ser et ægtepar stemme modsat hinanden. Efterfølgende bryder snakken løs om argumenter for og imod Antigones frihed. Det her er en forestilling, som giver anledning til rigelig med diskussion. Mere kan man ikke bede om.

Hvem: Teatergrad
Hvor: Frederiksberg + turne
Hvornår: 10. feb. – 2. april 2022
Foto: Per Morten Abrahamsen