Af Ditte Amalie Greve Bichel
Det er et specielt syn, der møder os, idet vi træder ind på publikumsrækkerne i Bora Boras blackbox for at se forestillingen ’As if, I have missed myself’. På den bagerste del af det mørke scenegulv ligger en mand iklædt hvide shorts og en hvid t-shirt. På en stol forrest på scenen sidder en anden mand helt nøgen. Den nøgne mand begynder ganske langsomt at pille lange imiterede hudflager af sin nøgne krop, mens publikumslyset slukkes lampe for lampe. Hvis du som læser tænker, at dette lyder som et sært scenarie at være vidne til, så kan jeg kun give dig ret.
Det mørke gulv er indrammet af grå krøllede planker, som i en del af forestillingen fungerer som skærme til videoprojektion. Herudover er scenen tom. Dette skaber et enormt stort fokus på de dansende kroppe på scenen. De to performere Emanuelle Rosa og Fabio Liberti, som også har koreograferet forestillingen, er ekstremt koordinerede i deres bevægelser. I nogle sekvenser fungerer de som én krop, i andre er de adskilte. Når de udfolder deres graciøse bevægelser, opstår der en form for kropsjalousi, da jeg med sikkerhed ved, at jeg aldrig ville kunne bevæge mig på samme måde som dem. Denne form for kropslig bevidsthed blandt publikum er et af de spændende aspekter ved danseforestillinger.
Selvom de to herrer på scenen er dygtige, så er det ikke nok til, at forestillingen virkelig blæser mig bagover. Der er mange flotte scenebilleder, især når dansernes nøgne kroppe bliver til ét og bruges som lærred for projektioner, men langt hen ad vejen er det bare to dansende mænd på en scene. Jeg mangler en historie, noget der nagler mig til sædet og trækker mig ind i et univers. I den meget abstrakte programtekst står der, at ’As if, I have missed myself’ sætter spørgsmålstegn ved idéen om personlig identitet. Jeg må blankt erkende, at denne tematik fuldstændig fløj over hovedet på mig.
Dans er en af de kunstneriske udtryksformer, som til tider kan virke elitær og utilgængelig. Desværre havner ’As if, I have missed myself’ i netop denne kategori. Jeg følte mig ikke som en del af et fællesskab, men i stedet som en fremmed blandt indviede medlemmer. Om en garvet dansekender ville have følt sig mere velkommen, kan jeg ikke udtale mig om. Men hvis dette havde været mit første møde med dans, så er jeg bange for, at det også ville blive mit sidste.
Hvem: Koreograferne Emanuelle Rosa og Fabio Liberti, co-produceret af Bora Bora
Hvor: Aarhus
Hvornår: 19. – 26. nov. 2020
Foto: Lukas Hartvig Møller