Af Anna Cæcilie Sørensen
Kunstnerkollektivet Fantom har skabt en forestilling, der tager afsæt i den amerikanske adfærdspsykolog B.F. Skinners forsøg med duer. Vi ankommer til det gamle pakhus på Finlandskajen og bliver bedt om at aflevere vores telefoner. De bliver låst ind i små rum og så putter vi nøglen i tasken. Det føles nøgent, usikkert og dejligt befriende på samme tid. Vi følger lyset og går igennem et laboratorium. Vi sætter os og venter i spænding. En mand træder ind på scenen. Han siger ikke noget, men bruger sig smartphone til at tale for sig. Hej og velkommen. Dernæst forvandler han sig til en anden, til en forsker.
David Tholander er en virkelig dygtig performer og når han tryller, bliver man fascineret og imponeret. Der er ingen tvivl om, at han som performer, er en dygtig fortæller. Især den første scene med spejlet er sjov og inviterer publikum ind i et fortryllende og spændende univers. Efter forestillingen sidder jeg dog og er ærgerlig over, at der ikke var endnu flere af sådan nogle momenter. Undervejs i forestillingen var der scener, hvor jeg simpelthen bare ikke forstod meningen. En frustrerende fornemmelse at bliver efterladt med.
Når lyduniverset får dannet en næsten rungende atmosfære, fungerer det rigtig godt. Biplydene bidrager til vanviddet og duelydene forstærker stemningen. Effekten med de optagede lydsekvenser spiller også og det er fedt, at man kan skabe en fortællingen uden at performeren selv siger et ord. Scenografien og rekvisitterne skaber et rum og jeg får lyst til at åbne alle skuffer og skabe. Jeg bliver nysgerrig når Tholander trykker på en knap, åbner en låge eller hiver noget op af lommen. Gentagelserne kan godt blive lidt for meget engang imellem, men Tholanders charme kan godt slippe af sted med det.
Måske er det mig der ikke forstår genren; nytryl, selvom den lyder vildt spændende. Eller også fik jeg ikke det hele med. Selve afsættet for forestillingen er enormt interessant, tankevækkende og for evigt aktuel. Der var bare flere gange, hvor gentagelserne blev for meget. Det var lige før, at jeg havde håbet, at der faktisk var en levende due med på scenen. Overraskelsesmomentet i slutningen af forestillingen er dog en virkelig fin måde at stille spørgsmål til den frie vilje på, her anno 2020.
Hvem: Dynamo
Hvor: Odense C
Hvornår: 13. – 21. nov. 2020
Foto: Raphael Solholm