Af Anna Cæcilie Sørensen
Alea jacta est. Sådan sagde Cæsar vist nok engang. Nu bliver terningerne kastet igen. Ikke for at erobre dele af verden, men for at slippe alting løs. For at slippe hæmningerne og lade fornuftsvæsner gå amok. Alle vil gerne være nogen. Eller noget. Der er dem, der kæmper for at finde ud af, hvem de er. Der er dem, der bare gerne vil have lov til at være sig selv. Og så er der nogen, der ville gøre alt for at få lov til at være en anden. Vi er proppet ned i kasser. Vi har iklædt os roller. Og gemt os bag facader, men har du nogensinde spurgt dig selv; hvem vil du være i dag? Og tør du at undersøge, om der bor andre end dig selv i dit indre?
På hvert stolesæde ligger der en lap papir, en terning og en kuglepen. Lappen er din billet til at deltage i legen. Hvad siger terningen, at du skal? Hvad går du egentlig og drømmer om? Skriv det ned og lad terningen tage beslutningen for dig. Når man tager en beslutning, bevæger man sig ofte ind på ukendt territorium. Nogle beslutninger føles umuligt at tage og nogle tages alt for hurtigt. Derfor er det måske nemmere at lade nogle andre bestemme og lade det være op til tilfældighederne. Et chancespil.
Forestillingens intro kan godt komme til at virke en anelse lang og jeg må indrømme at jeg nåede at blive lidt utålmodig. Men når terningen så endelig bliver taget i brug, så bliver den eddermanme også bare kastet. Scenografien er en karrusel af menneskeskabte rum. I hvert rum skal man opfylde og påtage sig en rolle. Lucia er psykolog, men hun er også mor, kone og veninde, men er Lucia overhovedet sig selv? Den lysende runde scene drejer og skifter i tempo. Cirkulær slowmotion og roterende vanvid. Ovenover scenen hænger en skærm og i hvert rum er der et kamera, der overvåger aktørerne. ’Terningekvinden’ er en multimedieforestilling, der overrumpler dig. Det er ret fantastisk at opleve improvisationsteater i sin fineste og allermest vanvittige form. Terningen får lov at være hovedaktør og instruktør.
Lyddesign og lys danser tæt sammen i en smuk symbiose af elektropop og bløde farver. Det er harmonisk og eksplosivt og bare enormt dejligt at se på og lytte til. Scene drejer rundt og rundt. Hverdagen går på omgang. Terningen spinner. Det er kun os, der kan stoppe det. Skuespillerne gør det afsindig godt. Især når de alle sammen bliver til den samme person. Og specielt når det er terningen og publikum der bestemmer, hvad der skal ske. Når de alle sammen iklæder sig hvide dynejakker og blå huer bliver de til forskellige sider af den samme person. ’Terningekvinden’ er en vild oplevelse, som skifter form hver aften, og man bliver vanvittig nysgerrig på hvordan forestillingen ser ud i morgen.
Hvem: Samproduktion mellem SORT/HVID & Teater Momentum
Hvor: Odense C & København
Hvornår: 23. nov. – 19. dec. 2020 i Odense samt 9. – 30. jan. 2021 i København
Foto: Daniel Buchwald