Af Marie Vernegreen Christensen
’Man ved jo ikke rigtigt, om man må gå’ sagde en ældre dame til slut. ’Man måtte i hvert fald ikke klappe’ sagde hendes ledsager. Instruktøren Sargun Oshana havde både sidste og første ord. Og ifølge ham er arbejdet med stykket en kollektiv oplevelse og skabelse, som også inkluderer publikum. Det skal ikke ses som et færdigt værk, og derfor bør der ikke klappes. ’Skal han bestemme det?’ lød det fra en stemme bag mig. Publikum fik dog klappet, men ikke længe og med masser af tvivl om den ellers så velkendte teaterkonvention. Ingen premiereapplaus, ingen buketter til de medvirkende og ingen forløsende bravur.
Vi bydes personligt velkommen med håndtryk og hilsner af instruktøren og de medvirkende. Jeg fik sludret kort med Luise Skov om tøj og allerede fra første sekund, er vi klar over, at vi som publikum bliver tildelt ualmindeligt meget opmærksomhed. Senere finder jeg mig selv gående midt på scenen med Anne Plauborgs karakter Alices sko i hånden, mens jeg agerer sminkørstatist i forestillingen.
Det er et råt og ufærdigt univers – som om vi på samme tid befinder os midt i en prøvesituation på en ufærdig teaterforestilling, i en biograf der viser dogmefilm og sågar inde i filmens fiktion. Der er masser af lag, masser af skærme og masser af vinkler. Du kan selv vælge, om du vil se det hele udefra, indefra eller fra et helt tredje sted.
Fortællingen om den rystende usikre Alice, hvis eneste ønske er at få hovedrollen i en film af instruktøren hun mener, er et geni, er egentlig ganske simpel. Der er et sikkert strejf af feminisme, hvilket passer perfekt ind i tiden lige nu. Historien er ikke unik i sig selv, men formen og måden den fortælles på er ny.
Der eksperimenteres gevaldigt, og de gængse teaterkonventioner udfordres. Instruktøren er synlig og spiller faktisk en ligeså stor rolle som skuespillerne, når han indimellem afbryder for at lade skuespillerne tage scenebidder om eller beder publikum være statister. Indtrykket bliver vaklende, upoleret, afbrudt og dog poetisk.
Oshana vælger til slut at give udtryk for sine tanker om forestillingen – og ikke mindst sin lille utilfredshed med aftenens præstationer. Det virker en anelse tåkrummende og egentlig vanskeligt at afgøre, om hans ord er ægte eller en del af oplevelsen. Under alle omstændigheder skaber det en lidt ærgerlig bleg følelse – ikke den sædvanlige rosende rus af klapsalver, man normalt bader skuespillerne i. Desuden bliver det en metakommentar for mig. Oshanas afslutning kommer til at afspejle den narrative fortælling om en instruktørs egne visioner, krav og vurdering af sine skuespillere.
Men jeg kan godt lide udtrykket. Jeg kan lide, at jeg bliver usikker og slynget rundt mellem vinkler, fiktion og virkelighed. Forestillingen er et fint step på vejen mod ekspansion og nytænkning af definitionen på teatret, som vi kender det.
Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: 12. april – 11. maj 2019
Foto: Anna Marín Schram