Af Kira Bach Pedersen
”Dette er ikke en retssal – det er et teater”. Ordene kommer fra Einat Weizman, kvinden bag dette teaterstykke, som i 2017 blev bandlyst af den israelske kulturminister, men som siden har fået flere internationale opsætninger. Nu opsættes det for første gang i Danmark på Teater Får302.
Dette stærke politiske doku-drama er baseret på beretninger fra tidligere palæstinensiske politiske fanger, der har siddet i israelsk fængsel og har været udsat for rystende trusler, vold og tortur på daglig basis. Her får vi Weizmans rekonstruktion baseret på fangernes egen beretninger og oversat, bearbejdet og instrueret af Jacque Lauritsen.
Jeg vidste meget lidt om ’Besættelsens Fanger’, da jeg trådte ind i salen. Derfor må jeg anse det som et rent lykketræf, at jeg var så heldig at falde over det. Jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted end Får302 til at formidle denne historie. Det lille scenerum er utrolig godt udnyttet, lavet om til en rå fængselscelle, som ganske vidst er lidt renere end hvad man kan forestille sig, men klaustrofobien sniger sig ind på dig. Man føler, at man er i den lille celle sammen med palæstinenserne.
Trioen på scenen består af Arian Kashef, Wahid Sui Mahmoud og Martin Hylander. Især Kashef i rollen som Wasim, palæstinenseren vi følger fra anholdelse, forhør og langt ind i fængselsperioden, giver en nærmest ubærlig rørende performance.
Den gode, danske oversættelse bør også nævnes. Manuskriptet varierer intelligent mellem trusler om tortur og indsigt i sultestrejke til poetiske afbræk fra Wissam. Det hele flyder bare, som det skal. En waterboarding-lignende scene får min hals til at snøre sig sammen, selvom jeg burde forstår, at det ”bare” er skuespil. Men det er det jo netop ikke; det er virkeligheden for de mange politiske fanger, som ’Besættelsens Fanger’ er inspireret af. Det er ufatteligt ubehageligt. Jeg har aldrig set noget lignende på en dansk scene.
Her er ikke nogen forventninger til en klassisk dramaturgisk afslutning. Vi får den ikke, for hvorfor skulle vi? Det er netop pointen, at der ingen ende er på, hvad der foregår i de israelske fængsler. At det foregår netop nu trods FN’s erklæring om menneskerettigheder, og Israels påståelse om at være et demokratisk land – åbenbart bare ikke for politiske fanger.
Der er alt for meget at sige om dette stykke. Det belyser tragiske menneskeskæbner, er stærkt politisk og super subjektivt. Og det må det gerne være. For dette er ikke en retssal, det er et teater.
Hvem: Teater Får302
Hvor: København
Hvornår: 14. april – 6. maj 2023
Foto: Søren Meisner