Af Anna Cæcilie Sørensen
Børnene har taget deres forældre med i teatret. Der oser af popcorn og flyverdragten ligner næsten en børneuniform. Det er lørdag, det er koldt og der er modvind i alle retninger, men vi nærmer os julen så humøret er højt. Jeg føler mig en anelse malplaceret uden et barn, men lige så snart forestillingen begynder glemmer man hurtigt alle sine fjollede bekymringer. Nu skal vi nemlig være sammen med Chapper de næste 45 minutter.
I ‘Ingentingland’ er der en skov og i skoven er der et træhus; et ingentinghus. Her vil Chapper bo, for han er træt af det hele. Han vil væk fra alle de ønsker, der aldrig går i opfyldelse. Han gider ikke at ønske sig ikke noget længere, for han får alligevel aldrig det han ønsker sig. Den søde Chapper har simpelthen bare fået nok, så nu vil han bare være alene i Ingentingland. Der er bare ét problem – for hvordan laver man overhovedet ingenting? Det er nemlig svært, hvis man ikke lige har fået det lært. Men så er det jo godt, at han har tuscher med og både kan tegne og fortælle.
Chapper kaster ’ingenting’ ud til publikum og børnene griber det. Selvfølgelig. Chapper er nemlig virkelig god til at snakke til og med børnene. ”Blablabla” siger han, da han parodierer sin mor, der altid taler i telefon med Betina. ”Blablabla” gentager et af børnene på forreste række. De forstår udmærket godt, hvad han snakker om, især når han snakker om forældre, der ikke lige har tid eller ikke lytter ordentligt. Der er en del gentagelser og mange forklaringer, men han har så absolut børnenes opmærksomhed. På bedste Rudolf Steiner-manér bruger han sin fantasi og sit lydunivers til at åbne sodavand, finde mus i mussehuller og spille fodbold med Vinnie fra Jylland.
Budskabet i ’Chappers decemberønske’ er ret fint; det handler nemlig ikke om at lave en lang og fyldestgørende ønskeseddel. Det handler heller ikke om at ønske sig ingenting. Det handler om at føle sig ønsket. Det handler om at lave noget sammen med dem man godt kan lide. Efter forestillingen kan man få lov til at lave en ønskepind, som bliver en del af den træskulptur der står ude foran teateret. Knyt næverne og tænk på noget godt. Send telefonen til Ingentingland og gør ligesom Chapper.
Hvem: Teater Vestvolden
Hvor: Hvidovre
Hvornår: 24. nov – 15. dec 2019
Foto: Søren Meisner