Af Tina Olivia Petersen
Den velkendte historie om Charles Tante, der i den danske filmudgave fra 1950’erne havde bl.a. Dirch Passer på rollelisten, er forvandlet til en nostalgisk musicalopsætning på Fredericia Musicalteater.
I den musikalske opsætning får vi et gensyn med den humoristiske forvekslings-historie om studenten Ditlev, der udgiver sig for at være Charles tante Donna Lucia, så hans to studiekammerater kan mødes med de to piger, som de har aftalt et anstændigt sommermøde med.
Personligt sætter jeg pris på muligheden for at opleve noget mere klassisk farce-lystspil på en stor dansk scene som Fredericia Musicalteater, dog er ‘Charles Tante’ jo et meget anderledes forestillingsvalg, end hvad der tidligere har spillet på denne scene og der var måske andre ting, som havde favnet et bredere publikum. På den måde er forestillingsvalget jo både en satsning og ikke en satsning, for selvom ‘Charles Tante’ måske er en mere alment kendt titel, så er det alligevel et anderledes valg ift. det mere faste teaterpublikum på denne scene.
Claus Reenberg og Rob Hartmann har komponeret forestillingens nye muntre musik, mens Mads Æbeløe Nielsen og Nikolaj Tarp har stået bag den respektfulde opdatering af manuskriptet. Humoren er moderniseret her og der, men meget er holdt i Dirch Passer-stilen, så godt som det nu kan gøres uden ham.
Lars Mølsted er studenten Ditlev, der påtager sig rollen som Donna Lucia for sine kammeraters skyld. Mølsted er på den gode måde som en hel sæk lopper, der springer rundt på scenen og sætter sving i hele ensemblet. Både med sine fagter og sine sproglige udtryk. Humoren er til tider lidt plat, men Mølsteds Donna er sin egen og prøver ikke at efterligne nogen andens.
Magnus Bruno som studenten Charles og hans veninde Lone spillet af Marie Louise Hansen viser en fin ungdommelig romance, mens Maria Skuladottirs fremstår med stilet statur som den virkelige Donna. Mange flere medvirkende kunne nævnes blandt det talentfulde hold.
Scenografien af Jonas Vestergaard er holdt i klassisk gammeldags stil, der fint indrammer forestillingen, uden man har bevæget sig ud i noget avantgarde. Store kjoler, malerier på væggene og unge mennesker i stof-mættede badedragter passer til opsætningens tidsånd.
Musicalen ‘Charles Tante’ er et nostalgisk indslag på scenen og ikke mindst en munter forviklingskomedie, hvor næsten alle de løse ender finder sammen til sidst.
Hvem: Fredericia Musicalteater
Hvor: Fredericia
Hvornår: 15. sep. – 15. okt. 2023
Foto: Søren Malmose