Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
Når der atter dufter lysegrønt af bøgeblade, slår Cirkusrevyen sin teltdug op. Holdet, der i år består af Niels Olsen, Bodil Jørgensen, Merete Mærkedahl, Mads Knarreborg og debutant Magnus Haugaard, minder i sin sammensætning om holdet i 2023. 2023 der også var året, hvor Cirkusrevyen begejstrede og varslede en ny æra: skarp tekst, spil og scenografi. Uden at drage for mange sammenligninger er det netop det skarpe og friske, der savnes i år.
En af de første sketches kulminerer langt om længe i en hæmoride-joke. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad vi skal med den slags – andet end et potentielt billigt grin til de bagerste rækker? Det er tungt for mig at starte dér.
Revyens primære problem er de svage tekster, der sjældent formår at bide fra sig. Skuespillerne – ikke mindst Merete Mærkedahl i en uovertruffen Mette Frederiksen-parodi – kæmper bravt og holder niveauet tårnhøjt. Men der er ganske enkelt for meget hæmoride-humor og for lidt substans. Problemet er også, at der ikke rigtig er nogen af os, der bliver ramt, hvor det begynder at gøre ondt. Satiren mangler mere mod. For hvad er en revy, hvis den ikke også tør gøre lidt ondt?
Bodil Jørgensen optræder i flere gammel-dame-roller. Hun mestrer dem naturligvis, men det burde stå klart, at hendes talent rækker langt ud over variationer af Trines mor fra Rytteriet. At lade hende spænde over ”gammel dame med håndtaske, der siger noget semi-senilt” føles desværre symptomatisk for årets revy. Det er trygt og rart, men der bliver ikke taget chancer med dette setup – og uden chancer bliver der heller ikke rusket i publikum. I stedet indfinder sig en mild, kollektiv døs omkring mig.
Om det er 90-års jubilæet, der har gjort forestillingen lettere bedaget, er ikke til at sige. Men 2. akts ”Sikke et cirkus”-segment, der gennemgår 90 års highlights, var et cirkus i ordets rodede forstand. Dirch i hoppegyngen, Pensionistvisen og Lisbet Dahls cha-cha-cha m.fl. blev serveret som nostalgisk fyld – uden for alvor at give os noget nyt.
Når det er sagt, var der også et par originale og rigtig fine lyspunkter. Herunder en We Are The World-støttesang, til alle dem, der synes, det er hårdt at boykotte amerikanske varer. Her var særligt Magnus Haugaard herlig med høj paryk og en slesk hoftebevægelse.
Den ørehængende ”PTSS” (Post Tesla Stress Syndrome) om Elon Musks verdensomspændende toddler tantrum og de ellers så klimabevidste Tesla-ejeres krise var både skarp og veludført. Et originalt og aktuelt øjeblik, jeg kunne have ønsket mig mange flere af.
Det amerikanske tema lå for det meste som en trættende dyne over revyen. Også i år fik vi Niels Olsen som en vellignende Trump – og ja, han er god og on point i sin imitation, men hvad skal vi egentlig med en sang, hvor Trump vil overtage verden. Det ved vi jo godt allerede. Men nu hvor vi skulle have så meget med USA, kunne jeg godt have ønsket mig, at Melania havde fået en bare en enkelt replik i forlængelse af sin store hat.
Cirkusrevyen 2025 blev kort sagt en sejr for det sikre, men et tab for fornyelsen. Det stærke hold gjorde, hvad de kunne – men på trods af enkelte momenter med originalitet, fremstod den samlede oplevelse desværre lidt for flad og bedaget.
Hvem: Cirkusrevyen
Hvor: Klampenborg
Hvornår: 8. maj – 23. august 2025
Foto: Emilia Therese