Af Lea Nelhorf
Lyset slukkes. Celloen åbner med sin skingre, tragiske og melankolske lyd. Den elektriske guitar supplerer med en frustration. En desperation. Frygt. Råb. Noget forfærdeligt. Noget voldsomt.
Den store og gennemtrængende lyd giver mig gåsehud. Det lyder så smukt. Så ubærligt.
”Crash” handler om et par og et biluheld. Holdet bag vil vise os, hvor skrøbeligt livet er. Eller i hvert fald minde os lidt om det, og det gør det måske også. Men jeg keder jeg mig under størstedelen af denne forestilling, og jeg kommer aldrig rigtig ind under huden på nogle af dem.
Derudover overdøver den smukke musik de tekster, der skaber den egentlige mening. Den røde tråd om man vil. Handlingen. Historien.
Fra første sang anstrenger jeg mig virkelig om at lytte til ordene og de poetiske tekster. Og jeg bliver simpelthen hægtet fuldkommen af, da jeg ikke kunne høre ordene. Især Regina Unnur Olafsdottirs ord forsvinder fuldstændig i den høje musik. Det er enormt frustrerende, når jeg så gerne ville høre Neill Cardinal Furios smukke tekster og gerne vil forstå, hvad jeg ser. Det bliver på en måde lidt som at se på en lang kunstinstallation i stedet for.
Scenografien er sparsommelig. Den består af selve bilen. Bilen står på scenen. På den ene side ødelagt af ulykken. På den anden side som ny. Før og efter. Ligeså kan den deles i to, så vi ser bilen indefra. Vi ser indmaden. Vi ser det inderste. På samme måde som jeg er sikker på, at de også ville have os til at se de to personers inderste jeg. Jeg føler bare aldrig, vi når ind til kernen. Til deres skuffelser, deres drømme og deres minder. Til den store sorg og til deres glæder.
Der hersker ingen tvivl om, at performerne Svend E. Kristensen og Regina Unnur Olafsdottir er helt igennem fremragende sangere. På absolut ingen måde. Af og til bliver deres karakterer dog for karikerede, og derudover har jeg svært ved at tro på deres tætte relation. Jeg mærker intet til den særlige kemi, der helst skulle være til stede ved en kærlighedsrelation. Oplevelsen bliver på mange måder lidt ”flad” og kedelig. Jeg rammes ikke af det store drama, der er lagt op til.
Jeg ærgrer mig lige så over, at guitarist Rune Risager og cellist Josefine Opsahl, og deres helt igennem eventyrlige og flotte kostumer (som vi i øvrigt først får rigtigt at se ved fremkaldelsen?!) ikke er en mere integreret del af forestillingen. Jeg føler på ingen måde, de kommer til deres ret.
Da forestillingen slutter efter knap 70 minutter, sidder jeg med en vag følelse. Musikken var smuk, sangerne gode og scenografien pæn. Men for søren hvor jeg kedede mig.
Hvem: Edison, Betty Nansen Teatret i samarbejde med Sew Flunk Fury Wit
Hvor: Frederiksberg
Hvornår: 3. marts – 24. marts på EDISON, 19. April- 22. April på Den Fynske Opera samt 1. juni-2. Juni på Folketeatret under CPH STAGE
Fotos: Søren Meisner