Anmeldelse: Dance of the Vampires


Af Kristoffer Ditlevsen

Det er altid gennemført ned til mindste detajle i Det Ny Teaters fabelagtigt flotte rum, når de slår dørene op for en ny musical. Sådan er det bestemt også denne gang, hvor ‘Dance of the Vampires’ har Skandinavienspremiere på teatret. Lyden og lyset spiller absolut, det ene dekadente vampyr-sceneri efter det andet imponerer, og kostumerne funkler med en sådan materialitet, at vi på publikumsrækkerne helt får lyst til at kaste os i favnen på dem!

Desværre er forlægget for opsætningen ‘Dance of the Vampires’ en særdeles blodfattig, umorsom og langtrukken affærde med for mange gentagelser. En vampyrsøgende professor og hans assistent kommer til en lille flække i transsylvanien, hvor byens kro flyder med hvidløg. Der må være vampyrer. Og ganske rigtigt. På slottet i byen regerer vampyrgreven Krolock, som lokker krofatter og kromutters datter Sarah i sin favn. Resten af fortællingen kredser herefter om, hvordan man skal redde hende, og om hun overhovedet vil reddes, inden det skæbnesvangre bid.

Forestillingen savner fremdrift i sin dramaturgi, en større diversitet af stemninger og en humor, vi i Danmark kan slå os på lårene af. Da man præsenterede forestillingen sidste år, var det med ordene ‘kult – comedy – musical’ på plakaterne. Den seneste tid har der blot stået ‘kult – musical’, så det kunne tyde på, at teatret selv har erkendt, at den første titel kunne blive svær at leve op til. Kult-musical er ‘Dance of the Vampires’ først og fremmest i Tyskland, hvor forestillingen er udviklet og har gået sin sejrsgang i mange år og netop er kåret til ‘alle tiders bedste musical’. Men det er som om, at opsætningen i København ikke bider sig helt fast.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at musicalen nok er i en sådan kaliber, at enten så elsker man den, eller også sidder man i de 2,5 time, forestillingen varer, og tænker ‘hvad-sker-der-dog-her!’ Jeg vekslede mellem de to stole!

For i bund og grund byder forestillingen der er gennemkomponeret på et ret godt repertoire af iørefaldende melodier og sange, som oser af Jim Steinmans karakteristiske “epic rock” og “power ballader”. Med musikken i hænderne på Det Ny Teaters orkester og sangere under ledelse af Per Engström, og Richard Sharratts lyddesign, er der også dømt vellyd i verdensklasse. Vejen gennem sangene er dog for det meste belagt med for lang lyrik der tager udgangspunkt i karakterernes relativt spinkle refleksioner – på “skal jeg eller ej? Jeg tør, åh vent nej”-niveau. Det kan til tider synes som en duel i “synonymsang” – syng det samme, på flest mulige måder, og i længst tid!

Samtidig låner forestillingen også i så høj og fuldstændig synlig grad fra andre gode værker, at ‘Dance of the Vampire’ ikke for alvor fremstår original. De andre værker spøger simpelthen for meget hver gang, en reference er der.

F.eks. er hovedpersonen Sarahs aaah-motiv stortset enslydende med første strofe fra Christine Daaés ‘Wishing You Were Somehow Here Again’ fra ‘The Phantom of the Opera’, som konstant popper op i mit hoved, når motivet lyder. Inspirationen fra ‘Phantom’ og parallelen mellem Sarah og Christine skal vi heller ikke grave yderligere efter. Faust-tematikken gennemgår de begge, og deres tiltrækning til en art skjult dæmon, om det er fantomet eller vampyrgreven Krolock, er to alen ud af et stykke. Samtidig har Jim Steinman valgt at indskrive sit eget store hit ‘Total Eclipse of the Heart’ med Bonnie Tyler som et af forestillingens hovednumre. Her er originalen svær at vriste sig fri af.

Holdet på scenen gør ellers en flot indsats. Peter Jorde er tilbage. Han er kontrolleret, sikker og stærk som den dragende vampyrgreve, og Kim Hammelsvang tager kegler med sit topgearede mundtøj som den hurtigt-parlerende professor Abronsius. Som hans assistent Alfred ses det unge stjernefrø Søren Torpegaard Lund, der imponerer med sin utrolig flotte sangstemme. Sammen med den ligeså velsyngende Sarah, spillet af Monica Isa Andersen, synger han efter min mening musicalens bedste sang ‘Friheden venter’.

Så det er altså som dramatisk værk – og ikke som visuel og auditiv oplevelse – at ‘Dance of the Vampires’ skuffer.

Hvem: Det Ny Teater
Hvor: København V
Hvornår: 30. jan. – 9. april 2020
Foto: Miklos Szabo