Af Kira Bach Pedersen
Familieforhold kan være en grum affære. Kærlighed og had balancerer konstant på et knivsæg, og begge følelser kan blusse pludseligt op på skift i et inferno af de mennesker, man deler blod og bånd med. I ’Dansen med Far’ farer glimt fra tre generationers komplicerede liv forbi. Far og datter om og om igen.
Dette er en produktion, der har fat i en uundgåelig menneskelig relation. Jeg har en mistanke om, at man her har ment, at publikum skal gennemgå en masse dybtfølte øjeblikke og nikke genkendende til de mange følelsesladede seancer på scenen, men intet af det når at ramme mig. Højst sandsynligt grundet min unge alder føler jeg mig hæmmet af ikke at kunne genkende generationskløften og forholdet til ens egne forældre, efter man selv har fået børn.
Hvis forestillingen forsøger at spille på de dybe følelser, virker det dermed ikke på mig. Tværtimod finder jeg det manipulerende, at vi konstant skal tvinges til at føle bestemte ting med letkøbt baggrundsmusik og dialog, hvor der aldrig bliver meget råderum til at danne sig egen mening. I stykket møder vi prototyper på diverse stereotypiske faderroller. Der er den usynlige far, den patriarkalske far og den fraværende far. Kvinderne i forestillingen ses som ofre i familiefejden, og denne noget ensidige karakterportrættering forekommer for kalkuleret og skrevet.
I forestillingens program skrives at ”dukkerne mytologiserer fædrene og gør dem til arketyper”. Det virker både til fordel og ulempe for stykket, da de dekonstruerede dukker og deres velkoreograferede bevægelser er et fascinerende magtspil at følge med i. Jeg havde gerne set, at de kvindelige skuespillere havde været mere i fokus, da de snarere fungerede som historiefortællere i deres faderes liv snarere end hovedpersonen i deres egne.
Når det nu er kvinderne, vi bliver formanet at sympatisere med, er det derfor spøjst, at de mandlige roller i stedet render med opmærksomheden. Morten Hauch-Fausbøll i rollen som Karl spiller med en naturlighed og en humor, der rammer plet på den patetiske, stædige og ubarmhjertige familiepatriark.
På sin vis er ’Dansen med Far’ poetisk og ren i sit tempo, som aldrig forhastes selvom vi skal gennem tre generationer på kort tid. Selv forbliver jeg distanceret til kvinderne på scenen, som kommunikerer dybe følelser igennem pigedukkerne, mens de som voksne fastholder kontrollerede fremførelser i deres tilbageblik på en fortabt barndom.
Hvem: Folketeatret
Hvor: København K
Hvornår: 21. feb. – 23. mar. 2019
Foto: Thomas Petri