Af Maria Thostrup Jakobsen
Publikum træder ind i et hvidt rum. Scenerummet er klinisk og koldt på samme måde som den sjæleforladte og overfladiske verden, vi som publikum præsenteres for. Forestillingen ‘De danser alene’ tegner en karikatur af nutidens projektsamfund, hvor mennesket hellere vil være misbrugt end ubrugt i kampen om at realisere sit personlige projekt.
Som publikum følger vi en ung kvinde, der bliver udnyttet og misbrugt af de magtfulde. Dem med det store netværk og gode forbindelser, dem du bliver nødt til at tale efter munden og gå i seng med for selv at komme frem i verdenen. Mennesket stræber efter at frigøre sig selv fra systemerne, men alt, hvad mennesket gør, er stadigvæk forudsigeligt.
Forudsigeligheden artikuleres ved, at skuespillernes adfærd konstant forklares gennem monotone beskrivelser af sociale regler. Vekslen og vekselvirkningen mellem den personlige historie og den neutrale beskrivelse af handlingsforløbet gør karikaturen endnu mere tydelig.
Forestillingens budskab står klart fra første sekund: I projektsamfundet erstattes nærvær med fleksibilitet, og tætte relationer går til grunde i en verden af omstillingsparathed og small talk. På den ene side er jeg meget positivt stemt over for relevant scenekunst, der er åbenlys i sin kritik af det bestående samfund. På den anden side kan de tematiske pointer hurtigt blive for åbenlyse og flade.
Ligeledes bliver historien nemt en reproduktion af den kønsstereotype fortælling om den naive kvinde, der går i seng med den magtfulde mand for at fremme sin karriere og til slut bryder sammen. Selv om historien er en præcis observation af tidens tendenser, mener jeg, at fortællingen enten kunne være gået mere til yderlighederne eller i højere grad kunne have bibragt noget nyt til publikums refleksion. Hvad var der sket, hvis kvinden havde kæmpet imod samfundets indretning? Hvordan undgår vi at ødelægge os selv?
Forestillingen vinder stort på det sceniske udtryk, som er fantastisk vellykket. Jeg mener dog stadig, at historien mangler det ekstra bid. Men på grund af sammenspillet mellem scenografien, lyset og filmklippene, der projekteres op på den hvide overfalde, indhylles forestillingen i en poetisk stemning, der gør, at jeg alligevel lader mig rive med.
Hvem: Mammutteatret
Hvor: Frederiksberg
Hvornår: 25. Feb. – 25. Marts 2017
Foto: Per Morten Abrahamsen