Anmeldelse: Dead Man Walking


    Stjerne2Stjerne2

Af Lea Nelhorf

Denne forestilling starter lige på og hårdt med vold, sex og drab. Helt fra start er jeg revet med af dramaet, og forventningsfuld håber jeg, at det fortsætter.

’Dead Man Walking’ er baseret på Helen Prejeans egen beretning om hendes arbejde som spirituel rådgiver for indsatte på dødsgangen i Angola. To år efter ramte filmudgaven så verdens biografer med Sean Penn og Sara Sarandon i de to bærende roller. Og nu rammer historien så Det Kongelige Teaters som opera.

Historien er enkelt. Måske på mange måder lidt for enkel. Jeg mærker ikke rigtig noget til de store konflikter eller intriger. Hele operaen føles meget amerikansk og musical-lignende. Jeg får lidt lyst til at kalde den en Hollywood-opera.
Plottet omhandler Joseph De Rocher som er dødsdømt for mordet på to unge mennesker. Søster Helen mener, at ingen af Guds børn fortjener at dø, lige meget hvad de har foretaget sig. Sagen bliver revurderet, men dommen ændres ikke. Joseph er stadig på vej til døden, da vi undervejs møder de to afdøde unges forældre. Forældrene overvejer det, Søster Helen siger, og er på Josephs side. For spørgsmålet er, om at hans død overhovedet ændrer på noget? Deres børn vil jo stadig være døde.
Folk samles om hans død ligesom Jesus på korset, hvilket kan føles en smule kvalm og lidt for meget for mig.

Hist og her ser vi også Søster Helen og Josephs humoristiske side, og det er med til at gøre dem mere eller mindre menneskelige. Men til tider bliver jeg i tvivl om det overhovedet er meningen, det skal være sjovt, da jeg indlysende er den eneste der griner i den store Operasal. Små engelske fortællinger om ”Grass and Booze”, Elvis, Las Vegas og mange andre banale ting kommer til at virke direkte distraherende i operaversionen.


Selvom historien kan føles lidt tam, er der stadig rig mulighed for at give sig hen til de smukke toner af opera og det nærmest engle-agtige børnekor. Samtidig får du rig mulighed for at betragte den smukke, smukke scenografi af Nicky Shaw. Shaw har evnet at skabe en kulisse af beton og ved hjælp af drejescenen få den til at indeholde både kloster, fængsel og dødsgang.

Der er absolut ingen tvivl om, at denne her opera er spækket med dygtige operasangere, der kan deres kram. Værd at fremhæve er blandt andet de to dygtige sangere Hanne Fischer og Johan Reuter. Men alt i alt må jeg sige, at historien kedede mig lidt.

En halv time inden forestillingens start holdes der en gratis intro med historiske sammenhænge, hyggelige anekdoter og generel fortælling om operaens handling. Hvis du kommer forbi, kan jeg uden tvivl anbefale at give introen et lyt inden forestillingen, så du er godt klædt på til de historiske facts.

 

Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København
Hvornår: Indtil 11. Marts
Foto: Miklos Szabo