Anmeldelse: Demokratiet og Uvejret


   Stjerne2Stjerne2

Af Lea Nelhorf

De Slagfaste er en teatertrup med hovedsæde i Roskilde. Den består af 7 skuespillere og instruktør og dramatiker Jørgen Nordenhof. Alle otte er i forskellige aldre og meget unikke personer hver især.

Der er ingen tvivl om fra forestillingens start, at dette er Jørgen Nordenhofs lille hjertebarn. Hans engagement er så stort, at det måske faktisk bliver lidt for stort. Han har de første fem minutter allerede formået at præsentere stykket, være fortæller, have en mindre rolle og synge den første af hans (mange) fortællende sange. Det virker overvældende og ”lidt for meget”.
Men derimod er jeg helt sikker på, at Nordenhof er en fantastisk drivkraft i denne forening.

På scenen finder du også et to-mands band, der sammen med skuespillerne er, hvad jeg finder mest spændende i dette stykke. Skuespillerne er amatørskuespillere, men gør det faktisk alt i alt godt. Alle spiller de flere roller, og det er tydeligt at se, at de mestrer nogle roller bedre end andre. Fra publikumsæderne kan det dog til tider føles som, at skuespillerne simpelthen har for lidt at arbejde med fra manuskriptets side. Samtidig gør de mange meget lange replikker heller intet godt for hverken skuespillerne, historien og ikke mindst historiens tempo.

Dette stykke dramatik ligger op til langt mere, end det kan bære. Stykket handler om en græsk ø der er delt i to stater. Den ene del styres af demokrati og den anden af den aristokratiske præsident. Inden længe havner vi i noget der ligner nutidens flygtningekrise og bliver præsenteret for små scenarier inspireret herfra.

Der er meget fortælling, og af og til kan det føles som om vi som publikum undervurderes enormt. Dette ses også i scenografi og rekvisitter, der heller ikke havde behøvet at være så omfattende. F.eks. er grænsen mellem øerne meget udpenslet – og måske havde scenens størrelse egentlig kunnet nøjes med det halve.

Skuespillerne og den gode live musik er helt klart det, der bærer denne her forestilling. Det er rigtig fin, og jeg kan ikke lade være med at gå fra salen og synes, at de her mennesker er vildt seje og virkelig brænder for det, de laver.
Er du i nærheden af Roskilde, og kan abstrahere for langsomme sceneskift og forstyrrende gåen-frem-og-tilbage bag stolerækkerne, er denne amatørgruppe et besøg værd. Om end er du uden tvivl i godt selskab, fra du træder ind i salen.

 

Hvem: Teatergruppen De Slagfaste
Hvor: Roskilde
Hvornår: 9. feb. – 11. feb. 2017
Foto: De Slagfaste