Af Anna Cæcilie Sørensen
Universet består af gåder som mange af os næsten ikke engang tør tænke på. Milliarder af stjerner og uendelige konstellationer, som gør os ufattelig små. I kontrast til stjernehimmelen kan vi mennesker virke så ubetydelige. Verden er stor, og det er svært at forstå den. Ak, det er svært at være menneske.
Peter Christoffersen spiller skrøbelige Harald, der lever i sin egen verden, sammen med sin violin. Men pludselig er det som om, at Harald forsvinder ind i et sort hul af kærlighed. Vi får lyst til at tage ham i hånden. Harald bliver ulykkelig forelsket i sin smukke violinlærerinde og må træde ind i en ny verden. En verden hvor internet er Gud, og pludselig bliver der vendt op og ned på alt ting.
Karen-Lise Mynster spiller Haralds mor, Jeanne, som er ‘a teenager in love’. En teenager forelsket i fysioterapeuten, Maria Rossing. En helt fantastisk og uvirkelig installation, som både er skrøbelig og stormfuld. Vi snøfter, klukker og længes. Vi ser sider af os selv i alle figurerne.
Haralds stedfar Mads-Georg, spillet af Jens Jørn Spottag, synes vi til gengæld er et røvhul. En af dem der er lidt for smarte og lidt for hurtige. Han har været gift med enormt mange kvinder og har lavet bunkevis af stjernekonstallationer med børn, han har for travlt til at se… Men vi kan godt lide ham, selvom han er en røv, for der er noget sørgeligt over ham, og man kan ikke undgå at få lidt medlidenhed med ham. Han vil jo også gerne elskes.
“Familie er vigtig” siger Harald, og det er som om, at hele publikum nikker. Det er nemlig rigtigt. Vanvittig vigtig og selvom familie sommetider er en helt vanvittig installation. Ligesom stjerner kan de være flygtige og så lige pludselig eksplodere. Samle sig og skilles. I systemer karter vi rundt og kommer kun helt tæt på hinanden i enkelte øjeblikke. Vi er små, vi er skrøbelige, og vi må eddermanme passe på hinanden.
Scenografien er forbavsende enkel. En skrå scene, fem stole, en sofa og en violin. I denne forestilling er det sådan set også ligegyldigt, hvor vi er. Det er skuespillerne der skaber rummet.
Det er fantastisk og forfriskende intimt. Måske er det bl.a. også derfor, at vi som publikum drages mod figurerne.
Nikoline Werdelin tragikomiske drama har prikket til mig. Forestillingen er hudløs ærlig, og alle skuespillerne brager igennem. Replikkerne er raffinerede og fantastiske ned til mindste detalje. Man kan som publikum mærke at Nikoline Werdelin har gjort sig fandens umage – hvilket hun beviser med Haralds afslutningsmonolog. Like. Like. Like.
Werdelin minder os, meget raffineret, om den verden vi lever i og hvor svær den kan være at tage del i. Vi skal være alle steder på én gang, i stedet for at være til stede.
Jeg kan ikke like “Stjernefamilien”… jeg kan kun elske den.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København
Hvornår: Indtil den 25. marts 2017
Foto: Camilla Winther og Natascha Thiara Rydvald