Af Anna Cæcilie Sørensen
Det er fredag aften. Det blæser, og kulden bider i kinderne. Der er fest i metroen, og jeg har taget mørkerød læbestift på; man må nemlig gerne se lidt fin ud, når man skal i Operaen. For mig er det en uskreven regel, at se lidt godt ud, når jeg skal spankulerer rundt under Olafur Eliassons smukke lysekroner. Størstedelen af publikum har sølvfarvet hår og drikker et glas rødvin, inden det ringer ind. Vi er alle sammen spændte på aftenens forestilling, og salen bliver hurtigt fyldt op. Det Kongelige Kapel varmer op, og da dirigenten træder op på sin plads, klapper publikum. I Operaen klappes der generelt meget.
Scenetæppet går op, og straks begynder jeg at fryse. Sneen daler, fyret har ingen ild, og digteren Rudolfo må brænde sin poesi for at få varmen. Marcello har bøvl med kunsten, og de to har ingen penge. Ind kommer Schaunard og Colline med brød og vin, og snart fjoller de alle fire rundt i munter sang. Vennerne bliver enige om at gå i byen, men Rudolfo vil blive hjemme og skrive. Pludselig banker det på døren og ind træder den svagelige, men smukke, Mimi – i aften spillet af Maria Luigia Borsi. Hun vil låne lidt lys af Rudolfo, og straks bliver de to smaskforelsket i hinanden. Aldrig har jeg set to operasangere kysse så meget, og det er mig endnu en gåde, hvordan man synger opera liggende. Alene det må give anledning til et applaus.
I aften spilles Rudolfo af Danmarks opera-darling; Peter Lodahl og tak for det. Peter Lodahl er ikke bange for noget som helst, og hans store stemme rammer mig straks lige i hjertet. En magisk mavepuster der får mig til at glemme alt om at skulle tage en overfyldt bus 9A hjem og læse 50 sider engelsk til på mandag. Lodahls stemme står rigtig godt sammen med Maria Luigia Borsis. Lodahl charmerer publikum og kan både få os til at klukke og til at snøfte. Jeg var hele følelsesregisteret igennem på kun 2,5 time.
2. Akt starter meget forsigtigt, og jeg er først lidt i tvivl om, hvor vi er henne. Arbejderne går rundt og fryser. Letpåklædte damer viser deres nøgne ben, og jeg kan ikke finde nogle af hovedpersonerne. Der går lidt tid, men pludselig dukker en hostende Mimi op. Hun får fat på Marcello og fortæller ham, at Rudolfo har forladt hende. Ak og ve.
Der findes uendelig mange historier om ulykkelig kærlighed, og mange af dem glemmer vi som publikum aldrig helt. De fleste operaer er ikke særlig opmuntrende, og der er altid nogen der dør. Det “gode” er bare, at det altid er så ufattelig smukt. I operaer tror alle på kærligheden lige indtil deres sidste åndedrag. Det giver os, som tilskuer, et lille håb og tvinger os også til at mærke efter der, hvor det kan gøre ondt.
Scenografen Astrid Lynge Ottosen lokker os med ind i en nøddeknækker-juledekoration der får selv Den Gamle Have til at blegne. Scenografen inviterer hele publikum til Paris for en aften, og hvor ville jeg dog ønske, at vi kunne blive der lidt længere. Mange af kostumerne er virkelig flotte, men jeg savner nu altså lidt nogle flotte kjoler. Her til aften var mændene klædt bedre på end damerne.
Elisabeth Linton har iscenesat en fantastisk udgave af et af Puccini’s store mesterværker, og hvor jeg er glad for at denne opera bliver opført så ofte. Hvis du ikke har set opera før, så lad denne være din første. Du vil være i trygge hænder hele vejen, og du vil ikke fortryde det.
Her til aften blev jeg ihvertfald smaskforelsket i ulykkelig kærlighed.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København
Hvornår: Indtil 22. Februar
Foto: Miklos Szabo