Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
Mungo Park er tilbage med en højtelsket perle om livet i sit efterår. ‘Den Allersidste Dans’ undersøger ældre menneskers følelser, og ikke mindst besværet ved at genkalde netop følelser, når hjernen rammes af demens og kroppen stivner i sine bevægelser. Alderdommens ubarmhjertighed må være den del af tilværelsen, de fleste af os har sværest ved at forholde os til. Ikke desto mindre er den derfor så vigtig at udfolde det i kunsten, der kan virke som en ventil for de svære følelser, der knytter sig til ens egen og andres aldring.
Forinden den oprindelige opsætning fra 2007, foretog Mungo Park en grundig research blandt ældre i Allerød og omegn. Dette skinner stadig igennem og ‘Den Allersidste Dans’ af 2023 er et følsomt og utrolig troværdigt portræt af 7 ældre plejehjemsbeboere. Vi følger dem i deres hverdag, der er præget af en tilstand hvor verden udenfor står stille, imens deres egen fortid og nutid flyder sammen.
Forestillingens stærkeste kort er først og fremmest den genkendelighed, jeg oplevede ved de 7 plejehjemsbeboere. Jeg fandt øjeblikkeligt en kærlighed til den standhaftige litteraturelskende Sus, der aldrig fik børn, men altså stadig elsker mænd. Sus spillet troværdigt af Sara Fanta Traore, insisterer på at tale om respekt frem for ældrebyrde og forsøger i et opkald til ”Statsradiofonien!” at komme igennem til Orientering på P1, der debatterer netop ældrebyrden.
Den tidligere sportselskende, nu meget parkinsonplagede Ejner, vidunderligt fortolket af Henrik Prip, vækkede også en akut genkendelse hos mig. Henrik Prip er dybt rørende i rollen som Ejner, der slæber sine tunge ben frem og insisterer på selv at hælde kaffe i koppen, selvom hånden ryster ustyrligt. Der er således både plads til de fine finurlige øjeblikke og dem der efterlader en tung sten om hjertet. Forestillingen lykkedes godt med denne balance, hvilket især skyldes det eminente cast.
De formår at gå til opgaven med respekt for at vise den aldrende krop, uden det bliver parodisk. Når stykket enkelte steder bevæger sig en smule over i parodien, skyldes det i højere grad dialogen, der enkelte steder bliver en kende for fjollet. Jeg mærkede det særligt i en lidt langtrukken ”Ja/Nej”-diskussion mellem plejehjemsbeboer og den tidligere forstanderinde Ingrid samt fornævnte Sus.
Musikalsk fungerer ensemblets egne fortolkninger af melodier som ‘Man bliver så glad når solen skinner’ og ‘Glemmer du’, der ledsages både af klaver, harmonika, sav og kontrabas. At stykket oprindelig blev opsat i 2007, har selvfølgelig den betydning af det i 2023 virker mere fjernt, når vi ser plejehjemsbeboerne danse til deres ungdomsmelodier fra 1940’erne. Det er måske en mindre detalje, men alligevel væsentligt når man vil vise den ældre generation, der i dag lever på landets plejehjem. En generation der også har festet, danset og haft hormoner pumpende i kroppen. Måske skulle man til næste genopsætning, som jeg personligt håber på, overveje om man kunne opdatere lydbilledet til den ældre generationen af 2023. Måske kunne man lade dem danse til The Beatles eller The Savage Rose? Det kunne virke som fin påmindelse om at den ældre generation af 2023, måske ikke er så fjern som Liva Weel og Kai Normann Andersen, efterhånden kan virke.
Hvem: Mungo Park
Hvor: Allerød
Hvornår: 5. sep. – 22. dec. 2023
Foto: Mungo Park