Af Anna Cæcilie Sørensen
Scenen ser tom og efterladt ud. Ingen kulisser. Ingen farver. Og pludselig kommer der er en skuespiller frem på scenen og fortæller os at; “Det bliver noget rigtig rod….”. Publikum griner lidt nervøst, men er med på præmissen om en Shakespeare-tornado, hvor Richard bliver til Henry, som bliver til Edward og så til Richard igen. Og så er vi med på at i Shakespeares fortællinger kan man altid regne med, at man ikke kan regne med noget eller nogen.
Virkeligheden er blevet en god historie, for sandheden er alt for kedelig. De dårlige beslutninger er blevet til mudderkrige og massakre. Og det lader til, at alle vil have noget andet, end det de har. Alle vil have mere, men der er også dem, der siger: Fuck jer, fuck ære og fuck arv. Historier såvel som dårlige beslutninger bliver ved med at gentage sig, og i et kort øjeblik får man næsten lyst til at sige: fuck verden.
Blodet flyder vildt og voldsomt, udover alt og alle. Det føles næsten en lille smule masochistisk at gå og glæde til at blodbadet forsætter i 2. akt. Under den sidste del af 2. akt har jeg lidt svært ved at bevare koncentrationen, men vi har også været igennem mange gale familietragedier. Når det er sagt, så fungerer det virkelig godt at 1. og 2. akt både har ligheder og forskelligheder. ‘Det europæiske slagtehus’ er forestilling der er sprængfyldt med overraskelser og øjebliksbilleder, som jeg får svært ved at glemme.
Forestillingens lysdesign er levende og undersøgende. Skuespillerene skiftes til at skabe lys og intense stemningerne. Den fjerde væg er ikke-eksisterende og skuespillernes interne diskussioner virker næsten improviseret. Selvom der er mange karakterer at holde styr på, så er vi trygge i hænder hos teatrets ensemble. Skuespillerne vælter ind og ud af roller, og det er vanvittig fascinerende at opleve. Derfor er det også umuligt at fremhæve én, da ALLE på scenen er fænomenale. Det er lige før man får et ‘love-and-hate-kind-of-relationship’ med hvert enkelt karakter. Scenen er trods alt proppet med barnemordere, voldtægtsforbrydere og magtliderlige psykopater. Alligevel kan vi ikke lade være med at få lidt medlidenhed med dem, når de mister, sørger eller dør.
Tue Biering står bag iscenesættelsen af ‘Det europæiske slagtehus’ og jeg tror ikke, jeg har oplevet noget ligenede. Det kan synes temmelig uoverskueligt at dedikere sig selv til en forestilling på over fem timer. Og måske er Shakespeare ikke for alle, men sådan burde det være… i hver fald når Biering står bag. Hvis du er lige så frygtløs, dumdristig eller modig som Henry 5., så tag ind og oplev et blodigt brag af en forestilling.
Hvem: Odense Teater
Hvor: Odense C
Hvornår: 15. sep. – 8. okt. 2022
Foto: Emilia Therese