Anmeldelse: Pippi Langstrømpe


Af Kira Bach Pedersen

Velkommen til Villa Villekulla, til den prikkede hest, aben Hr. Nilson og ikke mindst – verdens stærkeste pige. Generationerne buldrer ganske vidst derudad, men Pippe Langstrømpe består. Folketeatret elsker de gode gamle klassikere, og har i de senere år både skabt varme familiefortællinger over bl.a. ’Emil fra Lønneberg’ og ’Skatteøen’. Nu står Pippi Langstrømpe på Store Scene efter at have været på turne i 2021.

Folketeatrets opsætning er først og fremmest en sød og skøn fortælling om at være sig selv, at lide afsavn og ikke mindst at være tro overfor sine venner. Pippis selvstændige powergirl-natur er stadig højaktuel (vil den nogensinde ikke være det?), men beslutningen om at dvæle ved hendes afsavn til forældrene giver en ekstra dybde, som kun gør forestillingen endnu mere hjertevarm og Pippi som karakter mindre virkelighedsfjern. Det er fuldstændig i Astrid Lindgrens ånd, hvor både det lykkeligste og det sværeste i livet får plads. At melankolien har fået et nyk opad i denne dramatisering, er jeg ikke i tvivl om, men mon ikke også jeg ser Pippi med andre øjne som voksen, end jeg gjorde som barn. Det er lige præcis dét en fortælling som Pippi Langstrømpe kan.

Det er de faste kendetegn fra Pippi der går igen, og det er fuldt ud charmerende – det hele går op i en højere enhed med Siw Ulrikke Maibom, der spiller Pippi, som naturligt omdrejningspunkt. Maiboum spreder kærlighed med sit ungdommelige udtryk og fysiske tilstedeværelse, når hun maler på væggene i klasseværelset og hopper omkring i Villa Villekulla sammen med vennerne Tommy og Annika. Med Maiboum ved roret og Birgitte Næss-Schmidts i instruktørstolen er Pippi, som vi kender hende i gode hænder: Stadig med sin umiddelbare og rebelske tilgang til tilværelsen, men tilsat ekstra nærhed overfor både de andre karakterer på scenen og de små publikummere i sæderne.

Her er rigeligt til både at underholde børn og voksne med volapyksange, dans og en fascinerende scenografi. Og skulle man kede sig undervejs, kan man blot slå blikket over på Hr. Nilson eller den prikkede hest Lille Karl. Pippis tro følgesvende spilles af mennesker i stedet for dukker, og er løst på en ret så genial måde, der bringer tankerne hen på den ikoniske åbningsscene i Løvernes Konge på Broadway, hvor alle savannens dyr portrætteres af sammenbøjede skuespillere på stylter eller i fuld pels.

Pippis farverige tilgang til hverdagen spreder sig til hendes omgivelser både i form af humør og kostumer, der gradvist går fra grålige hverdagstoner til fuld farvefest. Selv de voksne, der ellers helst så Pippi på børnehjem, må overgive sig til sidst. Kampen for at være fuldt ud sig selv er stadig den samme – og krigen vindes.

Hvem: Folketeatret
Hvor: København
Hvornår: 6. okt. – 13. nov. 2022
Foto: Gudmund Thai