Anmeldelse: Guldfuglen


Af Carl Sørensen

For 210 år siden blev Johanne Luise Heiberg født. En af de på det tidspunkt største skuespillerinder i Danmark, og en af historiens største mønsterbrydere. En kvinde som kom fra fattigdom, og endte med at blive gift med en af danmarkshistoriens største skribenter, Johan Ludvig Heiberg. Et liv i velstand og glæde kunne man formode, men med udgangspunkt i Heibergs egne digte og breve viser dette sig som langt fra sandheden.

Linnea Voss er både hovedrolleindehaver og manuskriptforfatter, og har på baggrund af erindringsværkerne fra Heiberg formuleret en time lang monolog, der udspiller sig i realtid. Monologen vidner om en uhåndgribelig kærlighed til husbonden Heiberg, men også en voldsom frustration på en og samme tid. I løbet af hele historien rumsterer særligt Johan Ludvig Heiberg, men også to andre mænd, den ene målet for Johanne Luise Heibergs kærlighed, og den anden for hendes had.

Disse tre mandspersoner bliver motiver, som bruges til at belyse ligestilling-, æstetik- og kærlighedsproblematikker. Linnea Voss Springer til tider ud af rollen for at understrege, informere og definere meget af den omkringliggende historie. Blandt andet springer hun på et tidspunkt ud af rollen som Heiberg, og forklarer om den rolle og status som Heiberg forventede at modtage i rollen som Lady Macbeth. Disse brud i monologen er altid interessante, men jeg følte mig ofte smidt ud af illusionen, når Voss tænder det skarpe lys, og publikum i et par sekunder selv følte sig som hovedrolle.

Voss har skabt en flot monolog om en vigtig kvinde med mange flere nuancer, end en times teater plejer at kunne fremføre. Dog medfører monologens medie også en del stilstand i historien, hvor den manglende progression til tider godt kunne savnes. Til gengæld var Voss indlevelse i rollen hele timen værd, særligt ved skiftene mellem den forklarende Voss og monologen fra Heiberg, der tydeliggjorde det høje niveau af skuespil igen og igen.

Hvem: Folketeatret
Hvor: København K
Hvornår: 28. sep. – 8. okt. 2022
Foto: Christina Hauschildt