Af Ninette Marie Hemmingsen
’Verden er kompleks’ siges det, men er det noget, den er blevet eller har det altid været sådan? Befinder vi os i en gråzone imellem godt og ondt, hvor alting skal være nuanceret, men alligevel let forståeligt? Disse spørgsmål og mange flere bliver stillet og eksperimenteret med i Aalborg Teaters nye stykke ’Det gode vs. Det onde’. Det viser sig at være lige så komplekst og uhåndgribeligt som før. Det fortvivler vores hovedperson Hans, og vi som publikum bliver meget hurtigt genstand for denne fortvivlelse og inkluderet i kunsten, som udfolder sig på scenen.
Scenen bliver sat og vi er med. Vi køber stykkets præmis og føres lidt efter lidt, længere og længere ind i en syret og grænseoverskridende tankestrøm om verdens kompleksitet, om godt og ondt.
Det kan lyde overvældende og dét er det i og for sig også, da jeg ikke på noget tidspunkt synes at stykket har nogen egentlig substans. Det lyder i sig selv meget negativt, men sådan er det bestemt ikke ment. For det gør ikke så meget at alle forestillingens elementer stikker i forskellige retninger, for de grænseoverskridende scener og de modige og fuldt engagerede skuespillere fører os igennem forestillingen med både tåkrummeri og grineflip.
Vi bliver holdt fast i stykkets overordnede tematik, kampen mellem det gode og det onde, fordi det hele vejen igennem bliver italesat af skuespillerne, hvilket fungerer rigtig godt og vejer op for at handlingen til tider drukner i en overflod af både rekvisitter og ordforråd.
For når man tager sådan et eksistentialistisk emne op, så vil der altid være en fare for at det kommer til at fremstå karikerende. Et par gange undervejs falder stykket også i denne fælde, men jeg når kun lige akkurat at zoome ud, før scenen skifter og jeg igen bliver revet med af de modige skuespillere og den vilde retorik.
Ved stykkets afslutning er jeg hverken blevet mere bevidst om livets kompleksitet eller klogere på, hvad et nuanceret menneske egentlig er. Men det tror jeg nu heller ikke er meningen med forestillingen, faktisk er jeg slet ikke sikker på, hvad meningen er, eller om det overhovedet er relevant for oplevelsen. Derfor forlader jeg også teatret med en følelse af, at jeg lige har oplevet noget ret syret, men virkelig underholdende. Derfor sniger ’Det gode vs. Det onde’ sig også op på 5 stjerner for mig, da jeg til slut alligevel har grinet meget mere end jeg har undret mig.
Hvem: Aalborg Teater
Hvor: Aalborg
Hvornår: 25. jan. – 14. feb. 2020
Foto: Lars Holm