Af Anna Cæcilie Sørensen
Drama skaber ofte endnu mere drama, vold avler vold og hævn har ingen ende. Velkommen indenfor til en ganske ubehagelig fortælling om et skrækkeligt mor og datter-forhold. Ja, velkommen til en god gammeldags græsk tragedie af Sofokles, dog med et lettere moderne twist. Drama og hævn er hinandens soulmates, og i følgeskab med døden bliver der ikke kun skabt et trekantsdrama, men et temmelig blodigt familiedrama. Nogle elsker drama, andre elsker historier om hævn, og mange moderne fortællinger bygger på græske tragedier og vi lytter gerne til historierne igen og igen.
Maria Cordsen spiller den unge Elektra, fortællingens hovedkarakter, som vi gerne vil forstå, men også frygter. Hun er lidt svær at gennemskue ved første øjekast, selvom man ikke er i tvivl om, at hun er en stædig kvinde. Trofast, stærk og fuld af hævntørst. En tørst, som hun ikke selv kan stille og som driver hende til vanvid. Cordsen leverer en virkelig stærk præstation under både monologer og dialoger. Hun er betagende at iagttage både, når hun er helt stille og når hun råber ad sin familie.
Scenografien er grå og beige. En moderne garage af beton og træ med en overraskende fremragende akustik. En messende hymne får scenerummet til at suge publikum ind i fortællingen. Der bliver skabt et hulrum, hvor både lys og stilhed får deres helt egne roller. Det samme gælder mørket. Vi kan se at lyset og mørket kæmper mod hinanden, og det giver dramaet en ekstra dimension. Kostumerne er en mellemting mellem ’the handmaid’s tale’ og 90’er-mode, og jeg har lidt svært ved at gennemskue hvorfor. Det samme gælder tjenestepigernes meget kropslige bevægelser, op og ned ad væggene og hen over gulvet. Det er svært at bevare koncentrationen, når fortællingen bliver afbrudt af skæve og småunderlige bevægelser. Det fjerner fokus fra, hvad der bliver fortalt og får bevægelserne til at virke lidt ligegyldige.
Hævnen og børnene sejrer til sidst, om end slutningen ikke synes at virke særlig lykkelig. I ’Elektra’ er hævn en nødvendighed og en pligt. Henimod slutningen af tragedien, bliver scenerne mere og mere intense og det klæder forestillingen enormt godt. Vi befinder os hele tiden i en garage og alt det grufulde foregår ovenpå. Undervejs får vi fortalt, hvad der sker, uden at vi egentlig selv får lov til at se det ske, men hen imod slutningen er det som om, vi bliver belønnet, da garagedøren åbner sig og vi får lov at se med. Da jeg forlader teatersalen, føler jeg mig ikke synderligt opløftet, nærmere lettet over at jeg ikke selv er havnet i en græsk tragedie. Og selvom verden ikke ser særlig lys ud i øjeblikket, så er det godt at blive klogere på, hvordan man skal og ikke skal håndtere mørket.
Hvem: Odense Teater
Hvor: Odense C
Hvornår: 17. marts – 9. april 2022
Foto: Emilia Therese