Af Marie Vernegreen Christensen
Er der noget, jeg ikke fanger? Jeg sætter almindeligvis pris på eksperimenterende og alternativ scenekunst, der tilmed forsøger at forene forskellige kunstarter. Men efter at have set EnTmenschT sidder jeg med følelsen af ikke at have været i stand til at samle et puslespil på grund af en overflod af brikker.
Da jeg har sat mig til rette og studeret scenens startscenografi i form af et dekorativt kludetæppe, fire buste-lignende skulpturer på træpiedestaler og ventende nodestativer, indtræder de fire sangere, dirigenten og Signe Klejs, der er den visuelle kunstner bag forestillingen.
Klejs placerer en form for gammeldags højtalerstativ, så den vender ud mod publikum. Den taler mekanisk til os og får mig til at tænke på stemmerne i togene i Londons undergrund. Den beder os tænke over, hvad vi vil have ud af denne forestilling – eller kunst generelt. Der er lagt op til overvejelser og meta-tænkning.
Stemningen er alvorlig. Nærmest hellig. Dirigenten sætter sangerne i gang. Forestil dig noget i retningen af en lille klassisk koncert på et gammelt kunstmuseum leveret som læseteater. Men uden det store sammenspil mellem karaktererne, da de for det meste kigger ned i deres nodestativer. Det sungne er enten toner, blotte lyde eller tyske ord. Og bevares – sangerne fra Theatre of Voices er dygtige. De synger så mine trommehinder vibrerer, og der er ingen tvivl om, at de både er veluddannede og kompetente. Jeg fornemmer deres seriøse tilgang til værket og al den indstudering, der sikkert har ligget bag.
Ligeledes fornemmes det, at store ting er på spil. Kunstnerne har helt klart noget at sige, men det siges bare ikke klart. Foruden de ord og lyde der rammer os fra sangerne, forekommer der både ord i form af en pludselig enkeltstående voiceover-passage og ord der projekteres op på kludetæppet midt på scenen. Ikke kun ordene kommer op og hænge på tæppet – også dirigentens ansigt befinder sig deroppe en del af stykket. Nodepapirer bliver smidt på gulvet indimellem, og stemmegafler lyttes der diskret til. Jeg er forvirret over, hvad jeg skal lægge mærke til, hvad jeg skal tænke over, hvor mit fokus skal være, og hvad forestillingen egentlig vil.
Jeg bruger for meget krudt på at forsøge at samle brikkerne og komme forestillingen i møde, men ender stadig med oplevelsen af et værk, der ikke imødekommer publikum nok i sin formidling. Folkene bag kan sagtens være beundringsværdigt veluddannede, men den finkulturelle stemning kan ikke bære det alene. Jeg følte mig en smule ekskluderet og hægtet af, og det ramte mig ganske enkelt bare ikke.
Hvem: Line Tjørnhøj i samarbejde med Signe Klejs og Theatre of Voices
Hvor: Godsbanen, Aarhus
Hvornår: 15. og 16. sep 2018
Foto: Anders Bigum