Af Anna Cæcilie Sørensen
Jeg griner og bliver forlegen. Det er næsten lidt tosset, at andres ord kan gøre en helt genert. Der bliver talt om ting, som de fleste holder for sig selv og man kan spørge sig selv hvorfor. Forestillingen bliver langt mere intim, end jeg lige havde regnet med. En absurd historiefortælling der bliver ved med at eksplodere. Ord bliver meget maleriske bomber. Det er voldsomt og vulgært. Ømt og tragikomisk.
Erna, Grete og Mariedl. Tre kvinder i uniform. Som publikum bliver man næsten lidt nervøs ved tanken om, at skulle identificere sig med nogen af dem. De er en treenighed af psykoser. Selvom vanviddet vælter ud over scenen, er vi ikke i tvivl om, at kvinderne har drømme. Kæmpestore uopnåelige drømme. Karen-Lise Mynster i paryk og turkis øjenskygge er absolut forrygende. Det skyldes ikke kun kostumet, men i særdeleshed hendes geniale timing og vanvittige vulgære charme. Hun er familievennen man var bange for som barn og griner lidt af som voksen.
Religion kan dække over al vores lort. Religion kan gøre hele skidtet værdifuldt. Religion kan forvandles til septiktanke. Der er så meget lort i verden og der er ingen, der frelser os fra det. Scenografien spejler sig i vanviddet. Det er en guldbelagt fangekælder. Tre stole, et fjernsyn og en blikspand. Fjernsynet der gengiver glansbilleder i digitale farver og laver falske fællesskaber.
Hvorfor ikke bare sige tingene som de er? Det gør forfatteren Werner Schwab i hvert fald. ’Præsidentinderne’ er en af Werner Schwabs såkaldte ’fækaliedramaer’ og derudover en stærk kritik af den katolske tro på frelse.
Det er faktisk opløftende at være publikum. Jeg er især ret glad for slutningen og den måde hvorpå den bider sig selv i halen. Måske er forestillingen ikke for de sarteste sjæle og måske er det netop dem, der skal se den. Se den hvis du er lidt emsig. Se den hvis du godt kan lide at blive lidt forlegen. ’Præsidentinderne’ er skidegod.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København K
Hvornår: 14. sep. – 13. okt. 2018
Foto: Camilla Winther