Af Anna Cæcilie Sørensen
Tapetet flosser. Blodrøde lamper lyser. Melodier narrer dine ører. En dyb rungen, en dunkende bas hamrer, og jeg griber fat i min sidemand. De høje lyde er skumle, og hårene på mine arme rejser sig, som var det aftalt spil. Alene stemningen gør mig ræd. I sengen ligger forfatteren, og rundt om går kvinden med den tunge hammer.
Lise Baastrup er dygtig. Virkelig dygtig. Uhyggelig fabelagtig. Hun ser på os med de der øjne. Øjne der er mere end bare uhyggelige. Tæt på umulige at afkode. Øjne man ikke tør kigge ind i men er nødt til at holde øje med. Når hun pludseligt skifter humør, tør jeg næsten ikke kigge.
Papirer falder ned fra oven; og musikken lyder fransk. Forfattermagi bliver til slavearbejde. Skrivemaskinen bliver et våben, og papirerne toturinstrument. Scenografien er udadtil enkel men i virkeligheden langt mere kompleks. Den er fangekælder og frirum.
Kørestolen slæber sig afsted i krampetrækninger, og jeg er hele tiden bange for, at hun skal komme. Det gør ondt på os, når det gør ondt på Paul. Forfatteren Paul Sheldon bliver spillet af den fantastiske Mads M. Nielsen. Det sølvfarvede hår og den sprøde stemme passer perfekt til den uheldige forfatter.
Publikum klukker på skæve tidspunkter. Første akt bygger historien op. Vi bliver langsomt manipuleret ind i hendes vanvittige sind. Fanget af hendes besættelse. Vi er lige så fastlåst som forfatteren i sengen. I andet akt tager uhyggen fart, og jeg er konstant på vagt og åndsvagt bange. Jeg ved jo godt, hvad der sker, for jeg har set filmen, alligevel får jeg op til flere chok… flere end jeg egentlig er stolt af.
Du behøver ikke at have læst Stephen Kings klassiker ”Misery”. Du behøver heller ikke at have set filmen. Du burde altså bare gå ind og se teaterstykket. Det er en grum historie om en vanvittig besættelse. En historie om uhyggelige mennesker og kærligheden til et fiktivt liv. Det er ubehageligt, og det er ret fedt.
Hvem: Revolver, Republique
Hvor: Kbh. Ø
Hvornår: 13. september – 24. oktober
Foto: Natascha Thiara Rydvald