Af Marie Vernegreen Christensen
Så er der ellers dømt jul på Aarhus Teater! Ikke på sådan en kitsch rødt-i-rødt måde, men på en måde, som varmer indefra. Den årlige juleopsætning for hele familien er i år Charles Dickens juleklassiker ’Et Juleeventyr’, som faktisk synes at være ganske aktuel på flere måder.
Den griske hovedperson Ebenezer Scrooge er en forbitret og uvenlig mand, som ikke tænker på meget andet end penge. Penge synes at være det eneste, han har kært, lige indtil han får besøg af velmenende ånder. En fortidsånd, en nutidsånd og en fremtidsånd skal ruske hans værdier på plads og give ham den selvindsigt, han så tydeligt mangler. Fortidsånden med både skæg og skørt kommer i sig selv til at stå for den mangfoldighed, som Hr. Scrooge kunne trænge til at få øjnene op for.
Jacob Madsen Kvols er mageløs i rollen som den bitre Hr. Scrooge med sin lange foroverbøjede ryg og krumme positur. Både mimik og gestik er besværet og indædt, men han formår samtidig at vise den ensomhed og sårbare sorg, som Hr. Scrooge også har med sig. Ubearbejdede sår og frygten for ikke at have nok, præger vores hovedperson, præcis ligesom det må siges at præge nogle mennesker i den virkelige verden.
Men her i teatret oplever vi, at den egoistiske Scrooge på lykkelig vis indser vigtigheden af både medmenneskelighed og hjertevarme. Vi ser dette ske gennem flere lag. Foruden fortællingens fortid, nutid og fremtid ligger der også et lag mellem os i salen og den fiktive historie – nemlig det lanternebærende julekor, som samtidig fungerer som fortællere. De synger salmer for os og hjælper os ind og ud af historien.
Koret passer perfekt ind i scenografien, som er tro mod Dickens oprindelige fortælling og holdt i en engelsk, victoriansk stil. Vi befinder os primært i Hr. Scrooges mørke hjem, og efter første akt kunne jeg næsten mærke en lille skuffelse over manglen på overdådige scenekreationer. Men efter pausen blev jeg dog glædeligt overrasket over de skønne sceniske finurligheder, som forestillingen alligevel bød på.
Det som disse årlige juleforestillinger på Aarhus Teater som regel kan, er at underholde med gode fortællinger, belære os med gode værdier, imponere os med flotte opsætninger og ikke mindst varme os i en kold tid. I år er der ikke skuret fuldt op for prompt, pragt og glitter, men derimod er det julens budskaber og varme, som fylder. Og det er bestemt ikke en negativ ting! Der er vist næppe grund til at nævne, hvorfor den varme og næstekærlige ånd er så tiltrængt i disse tider. Tag i Aarhus Teater – så skal du nok få ægte julestemning, samhørighed og hvid jul i ét.
Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: 5. nov. – 20. dec. 2020
Foto: Emilia Therese