Af Ditte Amalie Greve Bichel
På Aarhus Teater kan man i disse kolde novemberdage opleve et strejf af fortiden og fremtiden på én og samme tid. På Stiklingen, en af teatrets intimscener, spiller nemlig den fremragende forestilling ’Kærlighedens forrykte former’, hvor fremtidens scenekunstnere (i form af to studerende fra henholdsvis dramatikerlinjen og kandidaten på Den Danske Scenekunstskole) iscenesætter Stefan Zweigs noveller ’Brændende hemmelighed’ fra 1911 og ’Følelsernes forvirring’ fra 1927.
Novellerne har fået hvert deres akt og selvom det er to separate historier, så har de det til fælles, at de begge har omdrejningspunkt i lidenskab, begær og forbudte følelser. Første akt finder sted på et hotel, hvor en mor og søn er taget på ferie. Sønnen keder sig på det halvtomme hotel, men så ankommer den mystiske baron. Forbudte lyster slippes fri og udfordrer forholdet mellem mor og søn. I 2. akt følger vi Roland, en universitetsstuderende der arbejder som assistent for professoren Hr. Smith. Snart vikles Roland ind i det komplicerede forhold mellem Hr. Smith og konen Charlie.
De fire skuespillere Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Frederik Mansø og Ane Stensgaard Juul giver den hele armen. Stiklingens størrelse gør, at vi som publikum er helt tæt på spillerne og kan registrere selv de mindste følelsesudsving i deres mimik. Deres individuelle præstationer slår gnister på scenen og samspillet mellem dem suger mig ind i forestillingens univers. Det er især kemien mellem Kjartan Hansen og Frederik Mansø i rollerne som universitetsprofessoren og hans assistent, som får mig helt ud på stolekanten.
David Gehrts scenografi er enkel og består af høje rammekonstruktioner i hvid med gennemsigtigt lærred enkelte steder. Den enkle scenografi skaber, i samspil med et velkomponeret lysdesign og et skarpt arrangement, alt fra et hotel med lange korridorer og en skov, til et helt lejlighedskompleks i Nordtyskland. De lyse scenebilleder står i kontrast til skuespillernes overvejende sorte kostumer. Enkeltheden i det visuelle efterlader rum til, at historien og spillet kan blomstre.
Der er kælet for detaljerne i en sådan grad, at jeg ikke kan sætte en finger på noget som helst. Derfor skal der lyde en kæmpe anbefaling herfra. ’Kærlighedens forrykte former’ fastholder publikum til det sidste. Det er teater, når teater er bedst.
Hvem: Aarhus Teater i samarbejde med elever på DDSKS
Hvor: Aarhus
Hvornår: 6. – 28. nov. 2020
Foto: Rumle Skafte