Af Carl Sørensen
Mens et genkendeligt nummer spilles på repeat bliver lyset, der ligner noget fra et omfattende vejarbejde, langsomt dæmpet, og vi kommer omsider ansigt til ansigt med de to skuespillere. Det drejer sig om Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen i rollerne som Martin og Markus.
Førstehåndsindtrykket mellem de to smager mest af arrogance, kækhed og seksuel kemi. Og der går da ikke længe før skuespillerne får revet trøjerne af hinanden og lydbilledet skaber fornemmelsen af diverse klubber kl. 3 om natten. Allerede her revner den smarte facade, som begge karakterer har iført sig, og der bliver i stedet plads til noget andet – ømhed.
Denne konflikt mellem Martin og Markus maskuline fremtoning og deres indre ømhed bliver et vedvarende omdrejningspunkt gennem hele forestillingen. Hele forløbet drives af de to karakterers private samtaler med hinanden, og derigennem bliver publikum klar over det eksterne handlingsforløb. Denne form for dialogisk plotprogression fungerer suverænt, særligt med de intense præstationer fra både Diepeveen og Karlsen. Undervejs understøtter lydbilledet også graden af intensitet i scenen, imens at lyset bliver brugt både til at visualisere tidspunktet på dagen såvel som mental klarhed hos de to karakterer. Som forestillingens titel antyder, spiller narkotika en vis rolle, som endvidere understøtter forholdets psykiske smerte.
Alligevel virker det, som om at noget mangler. På trods af fabelagtigt skuespil kan instruktionen til tider virke forvirrende. Hvor vi som publikummer bliver introduceret til Martin som en meget monogam person, skifter denne karakter undervejs, og overtager i stedet mange af Markus´ karaktertræk. Selve handlingsforløbet strækker sig da også over ca. 5 år, men disse karakterskift er så diametrale, at det virker usammenhængende for det definerede billede, der var blevet skabt af Markus og Martin. Nogle af scenerne, for eksempel en udveksling af smøger og lightere, bliver visuelt og scenografisk gode koncepter, der dog ikke honorerer seriøsiteten og stemningen i resten af forestillingen, men i stedet virker som gode gimmicks.
Til trods for dette efterlod forestillingen mig og resten af publikum meget tilfredse. En overordnet fantastisk billedliggørelse af et forhold, hvor de homoseksuelle troper og klicheer er trådt i baggrunden til fordel for en ærlig præsentation af jagten på kærlighed i dysfunktionelle forhold uanset seksualitet. Da lyset atter bliver tændt, fyldes rummet med en hujen og klappen over at være til stede og opleve en hel særegen god skuespilkemi mellem Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen.
Hvem: Zangenberg Teater
Hvor: København K
Hvornår: 7. – 14. nov. 2020
Foto: Emilia Therese