Anmeldelse: SE PÅ MIG NÅR JEG TALER TIL DIG


Af Anna Cæcilie Sørensen 

Publikum sætter sig ned. Det er vigtigt, at man husker at sætte sig ned. To unge kvinder sidder på rækken foran mig og taler om den enes kæreste. Han er nattemenneske og det er hun ikke. Og hun har lidt svært ved at forstå, hvorfor han ikke bare kan skrue ned for fjernsynet, når hun prøver at sove. Nej, det er ikke let. Det er ikke let at forstå, hvad der foregår inde i andre menneskers hoveder. Er der for eksempel noget, der er forudbestemt qua vores køn? Og hvad siger din barndom egentlig om dit voksenliv? Er der noget indeni os, som helst ikke må komme ud? Hvad er det for nogle tanker vi går og skjuler for hinanden, men måske alle sammen går og tænker?

På scenen sidder en kvinde og en mand. I hver sin ende. Kvinden kan ikke finde sig til rette på sin stol, så hun prøver en anden stol. Og en til. Det er nemlig enormt vigtigt at sætte sig ned engang imellem. Ydermere er det naturligvis vigtigt at spørge sig selv: hvordan har jeg det egentligt? Det er man nødt til.

Sara Boberg spiller kvinden, moren og datteren. Morten Hauch-Fausbøll spiller manden, sønnen og faren. De stiller spørgsmål til sig selv, deres roller og til og om det modsatte køn. Spørgsmål om hvad der er rigtigt og forkert. Deres monologer og dialoger glider ind og ud af fortid og nutid. Boberg og Hauch-Fausbølls nærvær er intenst og skræmmende. Der bliver åbnet op for tanker og ideer, som mennesker skammer sig over. Aldrig har forældrerollen virket så skræmmende og så altopslugende. Som publikum kan man ikke undgå at komme til at beundre skuespillerne og deres fortræffelige præstationer.

’Se på mig når jeg taler til dig’ er en grænseoverskridende forestilling. En forestilling hvor ordet ’tåkrummende’ skal læses med positivt fortegn. Flere gange måtte jeg trække skuldrene op til ørene og læne mig frem i sædet af forargelse. Det er forfriskende, hvordan replikkerne i en teaterforestilling kan transformere sig til mavepustere.  Og når scenelyset bliver gråt og koldt, får jeg lyst til at kigge mig en ekstra gang over skulderen. Det er utroligt nøgent teater, selvom skuespillerne er klædt i jakkesæt og sorte kondisko. Det er råt og der er elementer og tanker som virker genkendelige, selvom jeg ikke har lyst til at indrømme det.

Man kan ikke styre sine tanker – eller kan man? Og kan man godt være en anden, bare i nogle minutter? Jeg ved det ærligt talt ikke. ’Se på mig når jeg taler til dig’ er Monica Isakstuens debut som dramatiker og sikken en debut. Nu er jeg ikke selv forælder, men angsten for at gøre noget forkert eller at ødelægge noget, er en forfærdelig genkendelig følelse. Hvis man ikke er bange for tabuer eller nysgerrig på forældreskabet, så skal man absolut slå et smut forbi Odense Teater.

Hvem: Odense Teater & Husets Teater
Hvor: Odense C & København V
Hvornår: 7. – 25. nov. 2020 i Odense samt 26. nov. – 10. dec. 2020 i København
Foto: Natascha Rydvald